14/04/2026
BENSTILLING HOS FØL
Lige så skønt som det er at få føl, lige så mange bekymringer medfølger som oftest også. En af mine største bekymringer er benstillingen hos føllet, som kan få stor betydning for den i dens voksne liv.
Heldigvis kan man "redde" rigtig mange suboptimale benstillinger med tidlig hjælp fra smed og dyrlæge, og nøgleordene er SAMARBEJDE og TID!
Føllene vokser nemlig utroligt hurtigt, og det betyder også, at "vinduet" for, hvornår man har mulighed for at hjælpe/rette en benstilling kan være ret snævert, da vækstlinjerne i de lange rørknogler lukker til.
Derfor:
⏱️Benstillingsfejl/anormalier fra kodeleddet og ned kan rettes op til 3 mdr alderen.
⏱️Benstillingsfejl/anormalier i forknæ eller haser kan rettes op til 7 mdr alderen.
Alle føl er født med en grad af benstillingsfejl/anormalier efter at have ligget krøllet sammen inden i livmoderen i 11 måneder🫣 Langt de fleste retter sig op selv i løbet af de første 2-3 uger, og derfor er det også vigtigt, at føllet kommer ud at bevæge sig, så sener strammes op og ben rettes ud.
Virker føllet stadig "skævbenet" efter 3-4 uger er det en god idé at konsultere din dyrlæge, om det kan forventes, at det retter sig selv, eller om føllet behøver lidt hjælp. Er skævheden så udtalt eller påvirker føllets gang eller evne til at rejse sig, så skal dyrlæge selvfølgelig kontaktes med det samme.
Når det gælder følben er det altid bedre er ringe en gang for meget end en gang for lidt, da det potentielt kan påvirke resten af dens karriere som ridehest🐴
Har du en solstrålehistorie med skæve-følben eller bare et sjovt billede, så del det gerne i kommentarfeltet 😄