18/12/2018
En julehilsen
Af dyrlæge Gunnar Yde
Jeg er islænderhingst. Født den 24. juli. Jeg kom lidt for pludselig til verden, skulle først have været født den 16. august. Blev altså snydt for næsten 24 dage i mit lune vandhul i mors mave. Jeg var derfor meget lille og jeg var træt efter fødslen. Jeg havde også besvær med at drikke. Min synkerefleks fungerede ikke helt, så jeg fik mælk ud gennem næsen. Derfor kom der en klog mand og gav mig en indsprøjtning, og så måtte jeg ellers klare mig selv.
Den 31. august blev min mor lidt mærkelig. Den dag var der også mindre mælk til mig. Det smagte heller ikke, som det skulle. Pludselig var den helt galt med min mor. Hun kunne næsten ikke holde balancen. Hun var fraværende, virkede blind og gik med mærkelige høje løft af sine forben. Heldigvis kom den kloge mand igen. Han kiggede på både mig og mor. Han er lille og tynd, sagde han om mig.
Manden var mest betænkelig ved mors tilstand. Han fortalte, at hun var svært forgiftet med begyndende, alvorlige symptomer på chok; høj puls, røde slimhinder, dårligt kredsløb, feber og næsten ingen appetit. Jeg syntes også selv, hun var træls. Det hele var ellers på en måde min skyld. Et eller andet var nemlig gået galt, da jeg kom til verden. Mor havde fået blærelammelse og havde store ansamlinger af urin og betændelse i begge sider af bækkenet. Hun var urinforgiftet og oveni købet, havde hun også fået fedtlever med fedt i blodet. Det så ret håbløst ud.
De næste mange dage fik mor hver eneste dag en masse indsprøjtninger; penicillin, smertestillende medicin, insulin, vitaminer og kredsløbsstabiliserende midler. Hun fik også væske med druesukker, slimende midler og elektrolytter - via en sonde gennem næsen! Uha uha! Hun fik også tømt sin blære for urin; 6-8 liter to, ja nogle dage tre, gange om dagen.
Efter et par dage stoppede mor med at spise og drikke. Hun blev tyndere og tyndere, fik underlige hævelser under hele bugen. Jeg fik det heller ikke bedre, mælk blev der stadig mindre af, men det smagte bedre nu. Jeg fik tilbudt noget mælkeerstatning i en spand, men det vil jeg bare ikke ha. I stedet fik jeg noget meget velsmagende følstarter. Det holdt mig heldigvis i live. Den kloge mand sagde, at vi måtte prøve noget helt usædvanligt for at redde min mor. Hun var frygtelig tynd, havde stadig alt for høj puls, men hun havde heldigvis ikke længere så høj feber og var ikke slet så forgiftet. Hun begyndte vist også selv at drikke vand. Lidt positivt var der da. Det helt usædvanlige, vi skulle prøve, var, at mor nu skulle tvangsfodres via en sonde gennem næsen! På den måde fik hun fint pelleteret f***r, der først var sat i blød, så det kunne løbe gennem sonden. De første dage var det kun én gang om dagen, hun blev sondefodret. Fordi hun stadig tabte sig, fik hun også dropbehandling og blev nu sondefodret fire gange om dagen. Jeg siger bare, godt, det ikke var mig.
Mor havde stadig blærelammelse og fik hver dag tømt blæren to gange. Hun fik stadig insulin, vitaminer og druesukker. Og antibiotika, fordi hun nemt fik feber. Sådan fortsatte det helt frem til den 20. september. Den dag begyndte mor heldigvis igen at spise lidt. Hun havde stadig for høj puls, men hævelsen under bugen blev mindre og mindre. De næste dage blev behandlingen nedtrappet, fordi hun nu selv kunne spise og drikke igen. Min mor blev mere og mere normal. Og nu kan jeg få alt den mælk, jeg har lyst til. Det er dejligt.
