15/05/2026
En hyldest til min May – FTW Bishwell Beti 🖤
Nogle hunde glemmer man aldrig. May var sådan en hund.
Bishwell Beti – hjemme hos os bare May – kom til verden hos Stuart Morgan på den legendariske Bishwell Gundogs i Wales. Hun var efter den ikoniske FTCH Buccleuch Pepper og Stuarts egen FTW Bishwell Bloodyn – to hunde som gennem årene har sat et enormt aftryk på avlen af gode jagthunde.
Allerede som ganske ung viste May et talent langt ud over det sædvanlige. Præcis som hendes søster FTCH Bishwell Braith havde hun noget helt særligt. Det store talent blev håndteret af irske Allan Mooney, som fik skolet hende flot, og allerede som 1-årig vandt hun sin allerførste markprøve i Kilkenny Working Gundog Club. Den dag blev hun hædret med excellent for sine jagtegenskaber af begge dommere – en ganske særlig præstation for så ung en hund.
Hvad der præcist skete fra den dag og til hun endte i Danmark, ved jeg ganske enkelt ikke. Men noget kunne tyde på, at hendes enorme motor og jernvilje gjorde hende vanskelig at kontrollere. Hun havde exceptionelle papirer, og blev hentet til Danmark for både at bidrage til avlen og fungere som jagthund. Men May var aldrig en hund for hvem som helst.
Hun havde en vilje som få. Hun kunne være mere end almindeligt svær at styre, og samtidig viste hun sig heller ikke at være skabt til et liv som avlstæve. De få hvalpe hun fik, var til gengæld helt usædvanligt gode. Efter hende står blandt andet OFTAW Brushcutter Gundogs Breeze og FTW Brushcutter Gundogs Beluga, som begge har gjort det flot på prøverne herhjemme. Efter to kejsersnit stoppede avlen dog ganske naturligt.
Da hendes store personlighed og enorme drive blev for stor en belastning, blev jeg tilbudt at overtage hende. Jeg stod netop og manglede en jagthund, som kunne bruges til det hele. Aftalen var egentlig simpel: kunne jeg styre hende, blev hun hos mig resten af livet – ellers skulle hun retur.
Heldigvis blev det første udfaldet, og det er jeg evigt taknemlig for.
May landede hos os og blev øjeblikkeligt børnenes favorit. Lige så hård og kompromisløs hun var i brombærrene, lige så rolig og mild var hun inde i huset. Hun smeltede alles hjerter med sit væsen.
Træningen med hende var til gengæld noget mere interessant. Ret hurtigt begyndte jeg at forstå, hvorfor hun var havnet hos mig. Hun krævede noget andet end de fleste hunde. Men vi fandt hinanden. Faktisk passede vi nok bare virkelig godt sammen. Jeg begyndte at få noget respons fra hende, som ingen tilsyneladende havde kunnet få tidligere.
Den første sæson med hende var jeg naturligvis ekstra opmærksom, men ret hurtigt begyndte jeg at stole fuldstændigt på hende. Og de efterfølgende mange sæsoner blev en ren fornøjelse.
En god ven sagde til mig i forbindelse med hendes død, at hun var en kriger, som fik lov til at udfolde sig hos mig. Det rammer meget præcist.
Jeg skulle ikke bruge hende på prøver, og derfor kunne jeg være langt mere afslappet med hende – både i træning og på jagt. Mange syntes nærmest, jeg var vanvittig, når de så hvor lang snor jeg gav hende. Men May jagtede stort uden at blive ukontrollerbar og uden at gå over grænsen for, hvor langt jeg kan skyde. Hun gik hårdt. Hårdere end næsten nogen anden hund jeg har set. Og jo hårdere terrænet blev, jo hårdere gik hun bare. Hun fandt fugle, andre hunde allerede havde løbet forbi, og hun respekterede min fløjte 99% af tiden.
Jeg brugte hende til alt. Roughshooting, andejagt, bondegårdsjagt, godsjagter – you name it. Hun var altid den første hund ud af bilen, og jeg byttede hende ikke ud, før hun var helt i bund. Der er skudt mere end 500 fugle over hende. Måske nærmere 1000.
Overalt hvor vi kom frem, imponerede hun folk. Ikke kun med sine jagtegenskaber, men mindst lige så meget med sit fantastiske væsen. Hun var noget helt særligt. Sød, kærlig, enormt stædig og meget insisterende, hvis man først begyndte at klø hende bag øret – så slap man ikke bare lige igen.
På sine gamle dage blev hun desværre døv. Helt døv. Det gik stærkt, da det først begyndte. I den seneste sæson kunne jeg stadig bruge hende på andejagterne i september, men da snepperne kom til Danmark, kunne hun intet høre længere. Det var hårdt at opleve. Ikke mindst fordi jeg kunne se hende blive gammel, mens sæsonen fortsatte omkring os og de andre hunde stadig fyrede den af.
Jeg nød dog hvert eneste øjeblik med hende til det sidste. Også de små dummykast hjemme i haven, hvor hun prøvede at aflæse mine bevægelser, når hun ikke længere kunne høre kommandoerne. Hun elskede stadig arbejdet.
De seneste år skrev jeg en del med Stuart Morgan om May, og det er egentlig lidt pudsigt, at hendes søster Braith også endte hos en familie, hvor hun fik lov at leve præcis det liv, som May gjorde hos os.
Vi fik heldigvis taget afsked med hende i tide til, at vi husker hende for alt det gode. Ikke bare som jagthund, men som familiemedlem. Hun var en ganske særlig hund.
May blev 11 flotte år.
Heldigvis lever hun videre. Både i minderne, i hendes afkom, som jeg stadig har fornøjelsen af at se arbejde på jagt, og i de næste generationer, hvor hendes linjer stadig skinner tydeligt igennem.
Tak for alle oplevelserne, May.
Vi var heldige med hinanden❤️
