Animal Listening

Ring Rutevejledning Website Kontakt virksomheden

Animal Listening 📣 Dyrenes stemme
🐾 Lærer dig at forbinde dig til og forstå dyrene
🐈 +10 års erfaring
📚 Forfatter
(1)

"Tak"For flere år siden rakte min kære ven Mayanne Florman ud til mig. Hun havde nogle problemer i sin ellers altid harm...
12/11/2026

"Tak"

For flere år siden rakte min kære ven Mayanne Florman ud til mig. Hun havde nogle problemer i sin ellers altid harmoniske flok. Hendes hoppe Lumina havde fået et sår efter at have været meget opsøgende omkring vallakkerne i flokken.

Da jeg kontaktede Lumina, stod én ting meget klart. Hun ønskede sig virkelig et føl. Det at være mor, omsorgsfuld og kærlig er en helt central del af den, hun er. Hun havde et stort ønske om at få sit eget føl.

Hun kunne slet ikke forestille sig det anderledes. Hverken at være adskilt fra vallakkerne under sin brunst eller at bo et sted uden vallakker ville kunne hjælpe. Det ville fortsat efterlade et stort og uopfyldt behov hos hende. Det her var virkelig vigtigt for hende.

Jeg tror ikke, det var det, Mayanne havde forestillet sig. Men hun følte, at når hun nu havde spurgt Lumina, måtte hun også tage hendes svar alvorligt og undersøge muligheden for at føre ønsket ud i livet.

Og selvom Lumina aldrig havde haft føl før, lykkedes det hele i første forsøg. Hun blev ifolet og har nu den smukkeste søn på 2,5 år. Og siden da har der ikke været problemer indbyrdes i flokken.

Selvom det nu er 3,5 år siden, jeg talte med Lumina om dette, reagerer hun på samme måde, hver gang jeg besøger Mayanne. Når hun får øje på mig, kommer hun hen. Helt målrettet opsøger hun mig, kigger på mig og siger ét enkelt ord: ”Tak”.

Hun bliver stående et øjeblik, så hun er sikker på, at jeg har hørt hende, og så går hun videre. Og jeg bliver lige rørt hver gang. Det er så tydeligt, hvor stort og vigtigt det her har været for hende. Og at se hende som den kærligste mor er en glæde i sig selv.

Det minder mig om, at JA, vores dyr også kan have ’bucket lists’ og drømme for deres liv. Ting, de gerne vil nå at prøve, opleve og gøre. Noget, der kan føles helt essentielt for den, de er.

Vi har måske vores egne forestillinger om, hvad der giver vores dyr et godt liv. Men indimellem kan deres ønsker se helt anderledes ud end dem, vi selv ville have valgt på deres vegne.

Jeg elsker at være med til at indfri disse drømme. Det er en kæmpe ære i mit arbejde, men også noget, jeg ønsker at give mine egne dyr herhjemme. For tænk, hvis vi ikke bare kunne hjælpe vores dyr med at trives i det liv, vi har givet dem, men også hjælpe dem med at opleve noget af det, de selv drømmer om.

Et trygt læringsmiljøJeg har fejlet Chanel. Det kan jeg se i bagklogskabens klare lys. Jeg har ikke altid været i stand ...
10/11/2026

Et trygt læringsmiljø

Jeg har fejlet Chanel. Det kan jeg se i bagklogskabens klare lys. Jeg har ikke altid været i stand til at skabe et lige så trygt læringsmiljø for hende, som jeg har ønsket.

Jeg så det forleden, da jeg præsenterede alle tre heste for en ny forhindring, nemlig et vippebræt, vi har fået bygget. De to unge lader jeg undersøge det. De må skrabe, gå op og ned med ét ben, gå væk og komme tilbage igen.

Inviterer jeg dem til at stå på det, og de gør noget andet, så bremser jeg ikke deres forslag. Jeg går med på det for derefter at guide energien tilbage mod forhindringen. Og inden længe står de stolt og tilfredse på den.

Da jeg gentog øvelsen med Chanel, kunne jeg mærke et skifte i mig selv. Hun får også plads til at snuse og undersøge den, gå til og fra den, men når hun gør noget andet end det, jeg havde tænkt, retter jeg hende med et ”ah-ah”. Helt uden at tænke over det. Jeg påpeger fejlen. Hun får stadig plads til at træde ned, men jeg gør hende opmærksom på, at det er ’forkert’.

Det gik op for mig, hvor tit og hvor meget jeg korrigerer hende eller micromanager hende lidt. Og så fik jeg virkelig en dårlig smag i munden. For igennem årene har hun været vant til, at der fandtes et rigtigt og et forkert svar. Og selvom jeg ikke har hævet stemmen eller fysisk rettet hende, har hun alligevel kunnet mærke, når hun trådte ved siden af. Det har ligget i min energi, mit udtryk.

Så forleden satte jeg mig hos hende og undskyldte. Undskyldte for, at jeg ikke altid har skabt et trygt læringsmiljø for hende, hvor hun frit har kunnet undersøge, prøve, fejle og prøve igen.

Lidt som hvis du prøver at lære noget nyt, og der bare står en og ryster på hovedet af dig ved hvert eneste forsøg. Det er ikke ligefrem noget, der giver selvtillid eller mod på mere. Jeg vil gøre mig meget umage fremover for at slippe den dårlige vane, et levn fra fortiden, for jeg synes jo ærligt talt, at hun er verdens sejeste hest!

Det er alfa og omega for mig, at jeg skaber et læringsmiljø for mine dyr, hvor de gerne må komme med deres egne tolkninger af øvelserne. Hvor de må byde ind, prøve sig frem og også gerne må gøre noget nyt og andet, så vi kan se, hvad der kommer ud af det.

Hvor fokus ikke er på rigtigt eller forkert, men på hvor dyb forbindelsen kan blive mellem os. Og det skal jeg huske at integrere – ikke kun med de nye dyr, men også sammen med min elskede Chanel.

De dumme mennesker!Da Moon først ankom hos mig, tog det en del tid, før hun og Chanel fandt harmonien.Udefra så det såda...
08/11/2026

De dumme mennesker!

Da Moon først ankom hos mig, tog det en del tid, før hun og Chanel fandt harmonien.

Udefra så det sådan ud, at hvis Moon kom inden for Chanels radius, blev hun gennet ud – eller Chanel bed efter hende for at få hende til at forlade hendes space.

Chanel tillod ikke, at de delte hø. Jeg måtte dele dem op, når de fik spandefoder, så der ikke opstod konflikter, og i nogle uger lod jeg dem gå på hver deres side af et hegn for at undgå konflikter.

Når jeg spurgte Chanel, sagde hun hver gang: ”Jeg kommunikerer kærligt” og ”jeg har helt styr på det”. Men jeg havde svært ved at læne mig ind i det. Jeg spurgte mange til råds og fik også professionel støtte, fordi jeg havde så svært ved at tro på det, hun fortalte mig.

En dag, da Chanel endnu engang havde sagt det samme, lukkede jeg dem sammen og besluttede mig for at stole på, at Chanel virkelig vidste, hvad hun gjorde.

Og så gik hun i gang med at lære Moon alt om at respektere grænser, om at spørge, før man gjorde noget, om at dosere sin energi og om at tage ansvar for sig selv.

Det var dybt fascinerende at se på, og det gik forbløffende stærkt! Før jeg vidste af det, havde Chanel fået en praktikant i Moon, som gjorde alt, som hun gjorde, og fulgte hende overalt.

Så kunne jeg bare sige til Chanel: ”Du havde selvfølgelig fuldkommen ret”.

Jeg kan godt ryste lidt på hovedet af mig selv og grine over, hvor fjollet jeg føler mig, når jeg tænker på, at jeg ikke forstod det og stolede på hende noget før. Jeg kan faktisk godt føle mig lidt dum.

Jeg synes hurtigt, vi bebrejder dyrene for at være dumme og uintelligente, fordi de ikke lige forstår os, ikke lige regner opgaverne ud, tænker anderledes end os eller mærker noget andet, end det vi gør.

Men jeg tror, vi glemmer, hvor tit vi selv gør fjollede ting, glemmer, misforstår og handler uhensigtsmæssigt. Og hvor tit dyrene bare står og venter på, at VI fanger den.

Vi siger, de er uintelligente, fordi de er SÅ meget ”vanedyr”, der bare gør det samme. Men altså, jeg har været på syv kursusdage denne måned, og ALLE kursister har hver gang valgt den samme stol, som de sad på første dag ;-)

Måske glemmer vi bare, at vi er AKKURAT ligesom dyrene - måske skulle vi bare være lidt mere varsomme med at kalde dyrene dumme. Vi er jo ikke ligefrem selv fejlfri ;-)

Forbered dit dyr telepatisk – også på det, du ikke kan træne fysiskForleden fik hestene og jeg besøg af tandlægen, og de...
05/11/2026

Forbered dit dyr telepatisk – også på det, du ikke kan træne fysisk

Forleden fik hestene og jeg besøg af tandlægen, og det var første gang for de to unge. Dagen inden gennemgik jeg setuppet visuelt med dem, præsenterede dem for hver enkelt del og fortalte dem, hvad jeg lovede at sørge for.

Heriblandt at tandlægen ville hilse på dem og give dem nogle godbidder først. At jeg ville blive hos dem hele tiden. Og i hvilken rækkefølge de hver især skulle til behandling.

Om morgenen på dagen for besøget gennemgik jeg planen og trinene med dem igen. Helt ned i de små detaljer, som lyden af maskinen, tandlægen filer med, fornemmelsen af vibrationerne i munden – lidt ligesom at bruge en elektrisk tandbørste – og den lidt væmmelige lugt af tænder, der raspes.

Det er vigtigt for mig, at de er med på og indforståede med, hvad der skal foregå, og hvad de kan forvente. Jeg oplever, at det giver dem en form for kontrol, som skaber ro.

Og jeg sørgede selvfølgelig for at holde min del af aftalen, så de havde den som et anker. De kunne opleve, at tingene foregik, som jeg havde lovet og forberedt dem på, og dermed finde ro i den del.

Og det gik over ALLE forventninger! De stod alle tre bomstille, da de blev bedøvet, fulgte roligt med hen til striglepladsen, hvor behandlingen skulle foregå, og lod tandlægen klare sin del.

Alle tre ponyer kom igennem det fuldkommen uden stress. De var tillidsfulde, og de fik alle en rigtig god oplevelse (og flotte kommentarer om deres tænder!).

Jeg havde selvfølgelig også forberedt dem fysisk på det, jeg kunne. Jeg havde trænet dem i at stå ved striglepladsen, så de var vant til det, og øvet at vænne dem til at blive stukket, så også den del var tryg for dem.

Men det er bare så fantastisk, at jeg også kan forberede dem på det, vi ikke kan træne fysisk: Den specifikke lyd fra maskinen og fornemmelsen af at få filet tænder, blandt andet. Jeg er slet ikke i tvivl om, at den grundige forberedelse var en kæmpe hjælp til, at det hele kunne foregå fuldstændig stille og roligt.

Og jeg ved, at det er en god oplevelse, der vil følge dem ved de næste mange tandlægebesøg fremover.

Ps. Vil du lære mere om, hvordan du kan træne og forberede dit dyr telepatisk? Så se mit kommende webinar *Kunsten at sende en telepatisk besked* lige her: https://www.animal-listening.dk/vare/webinar-kunsten-at-sende-telepatiske-budskaber/

”Hvornår skal du ride?”Det spurgte mine forældre mig om forleden. Jeg svarede, at Charlie vel principielt kunne starte t...
03/11/2026

”Hvornår skal du ride?”

Det spurgte mine forældre mig om forleden. Jeg svarede, at Charlie vel principielt kunne starte tilridningen om 1,5 år. ”Der er længe til – hvad har du så tænkt dig?” spurgte de. Og jeg kunne ikke lade være med at smile.

Jeg synes nemlig, der er cirka 10.000 ting, jeg gerne vil vise ham om verden, ham selv og vores relation, før jeg overhovedet begynder at tænke på at ride ham.

Der var engang, jeg var, hvad man ville kalde en ’frygtløs rytter’, der satte sig op på hvilken som helst hest. Det er jeg ikke mere. Jeg har ikke redet på andres heste i årevis, fordi det føles så underligt for mig at ride på en hest, jeg ikke kender, og som ikke kender mig.

Jeg vil så gerne lære Charlie nogle livsprincipper, han kan bruge resten af livet. Jeg vil gerne, at han ved, hvem han er, hvad han kan lide, og hvordan hans personlighed egentlig er. Jeg vil gerne, at han lærer at kommunikere med mennesker og få os til at forstå, hvad han fortæller.
At han lærer at hvile i sig selv og berolige sig selv, når det er nødvendigt. At han tror på sig selv og på, at han kan klare alverdens udfordringer. Og at han får lov til at smage på verden og se, hvad den har at byde på, så han kan danne sine egne meninger.

Jeg ønsker også, at han ved, at han kan stole på mig, og at jeg altid vil guide ham i retning af det bedste. At han føler sig tryg i vores relation, og at vi har en helt klar kommunikation – også om de mindste detaljer.

Derudover vil jeg gerne vise ham nogle færdigheder, som jeg synes er gode at have. Blandt andet at kunne mærke og styre alle dele af sin krop, at kunne modtage forskellige former for dyrlægebehandling uden frygt og at kunne nyde almindelig håndtering som smedebesøg, strigling og meget andet.

Alt dette føles langt vigtigere for mig end at komme i sadlen på ham. Faktisk føles det helt afgørende, før jeg overhovedet vil begynde at tilride ham.

Og det er langt fra sikkert, at alt dette er på plads om 1,5 år. Men så er det jo godt, at vi ikke har travlt. At vi intet har, vi skal nå, og at vi kan bruge al den tid, vi har lyst til.

Forhåbentlig bliver ridning en dag noget, vi kan nyde sammen. Men jeg må indrømme, at jeg STORNYDER, hvor vi er lige nu. Alt det, vi lærer sammen, og det at se ham vokse indeni, blive mere sig selv og finde mere balance i verden.
Det er faktisk den største glæde, jeg kan forestille mig.

Hvad bliver læringen?Forleden gik jeg den dejligste tur med Charlie. I stilhed fulgtes vi ad gennem efterårsskoven, og m...
01/11/2026

Hvad bliver læringen?

Forleden gik jeg den dejligste tur med Charlie. I stilhed fulgtes vi ad gennem efterårsskoven, og med ro klarede vi den ene stimulus efter den anden. Vi mødte mennesker på gåtur, så får for første gang, mødte gøende og løbende hunde og fritgående høns. Og uanset hvad vi mødte, blev han ved min side.

Selv da vi kom til en fold med andre heste. De kom løbende i galop helt op til hegnet, gjorde sig til og begyndte endda at lege og bukke. Charlie kiggede nysgerrigt og ville gerne vise sig frem, men blev ved mig og kunne let føres videre. En kæmpe succes!

Jeg havde på forhånd besluttet, at vi skulle gå en ny rute, som jeg glædede mig til at vise ham. Men efterhånden som vi kom længere, begyndte han at vise tegn på, at det var nok. To gange stoppede han op. Han kunne nemt føres videre, men jeg mærkede alligevel tvivlen hos ham.

Jeg stoppede op og overvejede, hvad jeg skulle gøre. Jeg ville rigtig gerne vise ham ruten, og jeg havde en god fornemmelse af, at det ville gå fint. Men når jeg er i tvivl, vender jeg altid tilbage til ét spørgsmål:

Hvad bliver læringen?

Jeg kunne se tre mulige udfald:

1. Vi gik videre, og han blev stresset og overstimuleret. Det ville lære ham, at jeg ikke lytter til hans grænser.
2. Vi gik videre, og turen fortsatte roligt. Vi ville lære, at vi godt kan klare tingene, selvom vi er trætte i hovedet.
3. Vi vendte om og gik hjem. Han ville lære, at han ikke behøver råbe højere end et stop, før jeg lytter.

Jeg valgte løsning 3.

Vi skal nok nå den rute en anden dag. Det er vigtigere for mig, at Charlie ved, at jeg vil lytte til ham, og at han aldrig behøver at råbe højere for at blive hørt. Især fordi han tidligere har haft en tendens til at trække mig afsted i rebet.

Det resulterede i, at vi gik hele vejen hjem med et helt løst tov, roligt og med en god fornemmelse indeni. Begge to. Og jeg er helt sikker på, at den læring vil komme os til gavn hver eneste dag i vores partnerskab.

For mig er det nemlig et af de vigtigste spørgsmål, jeg kan stille mig selv, når jeg er i tvivl: Hvad bliver læringen?

Du skylder mig intetJeg glemmer aldrig denne samtale med Chanel for nogle år tilbage.Det var en kold vinterdag, og jeg s...
29/10/2026

Du skylder mig intet

Jeg glemmer aldrig denne samtale med Chanel for nogle år tilbage.

Det var en kold vinterdag, og jeg sad på folden og betragtede hende bare gå rundt i sneen. Hendes øjne skinnede. Hendes krop var afspændt. Hun snuste til Cokkos mule, helt veltilpas.

Jeg kom til at smile. For intet kan gøre mig lykkeligere end at se hende så glad og tilpas. Men lige efter kom den dårlige samvittighed over, at det ikke altid havde været sådan.

I løbet af vores år sammen har Chanel på mange måder været min prøveklud. Hun har blandt andet boet 11 forskellige steder med mig, været udsat for *samtlige* træningsmetoder, før vi fandt vores egen vej, og boet i flokke, hvor hun ikke var tilpas. Tidligere er hun også blevet fysisk holdt fast af både dyrlæger og smede.

Lige dér flød det over med tårer i mine øjne. Jeg kiggede på hende og sagde: ”Undskyld, jeg ikke altid har lyttet til dig.” Mellem snøftene fortalte jeg hende: ”Jeg skylder dig så meget til gengæld for det.”

Hun stoppede op. Kiggede direkte på mig og sagde helt klart:
”Du skylder mig intet.”

Og så viste hun mig billeder fra vores liv sammen. Både de gode og de mindre gode stunder. Hun sendte mig en følelse af taknemmelighed for den rejse, vi havde været på sammen. Det var helt klart, at hun mente, det var en del af hendes livsformål at komme her og lære mig en masse. Det sure med det søde.
Det fyldte mit hjerte med kærlighed.

Og siden den dag er jeg holdt op med at sørge over det, der engang var, og det, jeg dengang ikke vidste. I stedet har jeg valgt at acceptere den rejse, vi har begivet os ud på, og som vi stadig udforsker hver eneste dag.

Chanel er langt fra den eneste, der har fortalt mig netop dette: At vi ikke skylder dem noget.

Jeg oplever ofte, at dyr fortæller det til deres ejere, som fortryder og ærgrer sig over fortiden. Mennesker, der ville ønske, de havde vidst mere, lyttet bedre eller gjort tingene anderledes.

Men dyrene sidder sjældent fast i fortiden på samme måde som os. De ser fremad og har en særlig evne til at fokusere på det vigtigste: At vi fortsat udvikler os og lærer sammen. Måske bruger vi nogle gange så meget energi på at fortryde det, vi gjorde forkert, at vi glemmer at se på alt det, vi gør anderledes i dag.

Vi kan ikke ændre det, vi engang ikke vidste. Men vi kan tage læringen med os og vælge at gøre noget andet nu. Så TAK til alle de dyr, der holder rum for vores læring og fortsatte udvikling. Og som minder os om, at vi ikke behøver at blive ved med at straffe os selv for fortiden.

Vi må gerne bare tage læringen med os og fortsætte rejsen sammen. ❤️

Når legetøj hjælper på samarbejdetJeg husker de første gange, jeg havde Charlie i reb – det var en stor udfordring!Det f...
27/10/2026

Når legetøj hjælper på samarbejdet

Jeg husker de første gange, jeg havde Charlie i reb – det var en stor udfordring!

Det føltes hurtigt, som om vi stødte på en del modstand. Charlie fulgte ikke bare med. Han havde meninger om, hvor vi skulle hen, hvor hurtigt vi skulle gå, og stillede spørgsmålstegn ved mine forslag. Vi kendte ikke hinanden endnu, han kendte ikke mine intentioner, og det var helt forståeligt, at han holdt fast i sit eget.

Så jeg fandt noget legetøj frem. Bomme, kegler, plastik og alt muligt andet.

Når vi bevægede os rundt mellem alle de forskellige ting, blev det pludselig meget lettere at blive enige om en retning. Hans nysgerrighed blev vakt, og jeg kunne guide os videre i den retning, jeg gerne ville. Jeg kunne anerkende hans interesse, samtidig med at han oplevede, at jeg også kunne vise vej til noget sjovt.

Jeg brugte samme tilgang, da jeg skulle lære ham at stoppe. Han lagde al sin vægt i rebet og trak mig afsted, så jeg havde brug for at finde en anden måde at lære ham mit stopsignal på.

Jeg satte nogle cavaletti op med en bom i højden, så den dannede en naturlig forhindring. Derefter guidede jeg ham hen imod den og gav mit stopsignal – ved at sænke min energi og puste ud – lige inden vi nåede frem. Her ville han helt naturligt stoppe, fordi han ikke kunne komme videre.

På den måde kunne jeg anerkende ham og lære ham mit stopsignal at kende, uden at vi behøvede at ende i en konflikt.

I dag kan vi fint følges ad i alle retninger, og jeg behøver sjældent at røre ved rebet. Han stopper så fint, når jeg puster ud!
Det var en kæmpe lettelse at opdage, at vi kunne lege os frem til det sammen, i stedet for at jeg skulle føle, at jeg kæmpede med ham.

Og det er faktisk sådan, jeg bruger legetøj til rigtig mange ting!

Når jeg træner de unge i at bakke lige, bruger jeg bomme, som de kan følge. Når vi træner fokus, bruger jeg legetøj og farvede former, der naturligt tiltrækker deres opmærksomhed. Og når vi skal lære nye signaler, bruger jeg legetøjet til at skabe situationer, hvor adfærden opstår helt naturligt. Så kan jeg anerkende det, der sker, og sætte et signal på.

For mig handler det om at bruge alle de hjælpemidler, jeg kan komme i tanke om, for at gøre træningen så let, sjov og konfliktfri som muligt – for både dyrene og mig.

Som det legebarn, jeg virkelig er, elsker jeg legetøj! Jeg ser tonsvis af muligheder for, hvordan det kan gøre vores træning lettere, skabe forståelse og hjælpe os med at finde løsninger sammen.

Og jeg ELSKER at få lov til at udforske alle de muligheder og undersøge dem sammen med mine egne dyr.

Den legende tilgangI weekenden havde jeg modul 2 på min telepati uddannelse. Og hvis der var én ting, der gik igen, så v...
22/10/2026

Den legende tilgang

I weekenden havde jeg modul 2 på min telepati uddannelse. Og hvis der var én ting, der gik igen, så var det: at vi måtte finde den legende og eksperimenterende tilgang frem!

Jeg tror, at mange voksne mennesker har svært ved at tillade sig selv, at lære noget nyt, fordi de har svært ved at tillade sig selv at være begynder i noget. Og når det kommer til intuition, som alle siger man er født med, kan det hurtigt lyde som om, at så burde det jo komme helt naturligt.

Men hvad når det ikke gør det? Det gjorde det ikke for mig – og jeg har sidder på skolebænken i årevis, for at lære at tilgå mine telepatiske evner.

I starten pressede jeg helt sikkert for hårdt på. Jeg VILLE DET SÅ GERNE, at jeg maste mig selv for at det kunne lykkes. Prøvede igen og igen. Stillede højere krav til mig selv. Og følte jeg bar hele telepatiens ry på mine skuldre. Fra dét sted i mig selv blev telepatien kun sværere at tilgå.

Heldigvis, havde jeg nogle legekammerater. Nogle ligesindede, der også ønskede at lære telepati, og vi skiftedes til at komme med øvelser, vi alle kunne prøve og øve os på. Indstillingen var en helt anden – den var sjov, legende og let i energi!
Når jeg sad i dét rum, lykkedes telepatierne meget lettere. Og jeg husker mit første store gennembrud, hvor jeg fandt en forsvunden kat på denne måde. Dét var stort.

Selvom vi på min uddannelse tager telepati alvorligt, og vi lærer mange teknikker, tilgange, faglige overvejelser og hvilket stort ansvar det er, at ære dyrenes stemme – så glemmer vi aldrig én ting. Nemlig legen.

Fordi det er lettere at tilgå det intuitive, det kreative, det inspirerede sted i os selv, når vi gør det fra lethed. Det er betryggende for dyrene at tale med os, når vi kommer fra glæde. Og vi kan fjerne presset fra vores egne skuldre ved at huske os selv på, at vi øver os, at vi er dyrenes elever, og at vi godt må lege og have det sjovt undervejs.

Dét kan helt sikkert også være svært for voksne mennesker, at lege.
Men igen i denne weekend så jeg, hvor forløsende det er, når vi husker, der ikke kun er én vej, men der er mange veje til telepatien, forskellige tilgange, og mange ressourcer vi kan trække på – og jo sjovere vi har det undervejs, jo lettere glider det.

Adresse

Assentorpvej
Stenlille
4295

Underretninger

Bliv den første, der får besked: Vi sender dig en e-mail, når Animal Listening offentliggør nyheder og tilbud. Din e-mailadresse bliver ikke brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Kontakt Virksomheden

Send en besked til Animal Listening:

Genveje

Del

Dyrehandlere i nærheden