12/04/2021
Nogle gange kommer der patienter ind på klinikken, der bare gør det ekstra fantastisk at være dyrlæge 🙌
Her er historien om Bella - der både er frygtelig og fantastisk 🤎🐕🩺
Bella, en ældre dame af racen tysk kortthår, er for første gang på besøg på klinikken lige før påske for at holde familiens anden feber-ramte hund med selskab på køreturen. På vej hjemad kaster hun op i bilen, og for en sikkerheds skyld vender hendes mor og far om og kører tilbage til klinikken. Jeg undersøger hende og mærker en svulst i bugen. Den er meget stor, ca. 15-16 cm i diameter, og det betyder, at den risikerer at sprænge inden længe - det kan være livsfarligt. For at være sikker på, at den er til at operere, trækker jeg på én af mine dygtige kolleger fra Himmelev Dyreklinik, der kan lave ultralydsscanninger. Svulsten sidder i milten, der er ikke tegn på andre, mindre svulster, så samme aften opererer jeg Bella og fjerner den store tumor.
Bella kommer sig stille og roligt i et bur på klinikken, hvor hun får væske og smertestillende, men da jeg sent om aftenen ser til hende, har hun det så godt, at jeg lader hende komme hjem og sove hjemme i sin egen kurv, og aftaler at hun kommer til kontrol næste morgen. Men da er hun spændt i maven. Det bliver ikke bedre i løbet af dagen på trods af ny medicin, så jeg indlægger hende til røntgen og behandling. Tarmen er nærmest gået i stå, nu hvor den store tumor er væk, der er store mængder væskevæske i mavesækken. Efter at have tømt det ud og givet hende småbitte måltider, får hun det bedre. Fredag eftermiddag spiser hun godbidder og logrer, når hun ser sin far og mor.
Netop som alt går godt, kaster Bella op igen lørdag morgen. Der er en ny hævelse i bugen, og jeg mistænker, at det er en reaktion i tarmen efter operationen, der pludselig lettede trykket i bugen, da svulsten blev fjernet. Vi må tage nye metoder i brug - jeg beslutter at høre mine gode kolleger på Evidensia Karlslunde Dyrehospital, om de kan tage Bella ind til en kikkertundersøgelse. Det kan de først søndag, så Bella overnatter hos mig på klinikken og får væske og medicin. Mave-tarmspecialist Anette Spohr beslutter trods Bellas alder at lave en ny operation efter kikkertundersøgelsen. Hun er bange for, at der er noget, der blokerer i tarmen.
Hun finder en grankogle.
Om Bella har spist den under sygdomsforløbet, eller om den har ligget i mavesækken og senere sætter sig fast i tarmen, er ikke til at sige - men det er den, der er årsag til, at Bella nu igen har det dårligt. Med både tumoren og efterfølgende grankoglen fjernet, går det igen fremad.
Men efter at Bella kommer hjem, får hun det dårligt og høj feber - det er en bughindebetændelse efter grankogleoperationen. Hun er svag, spiser ingen ting, og det går ned ad bakke trods behandling. Personalet på Karlslunde Dyrehospital ender med at anbefale, at Bella får fred.
Bellas far og mor vil dog ikke give op. Skal hun aflives, skal det være i trygge rammer i hjemmet, selvom det er meget imod dyrehospitalets råd. Så midt i påsken ringer de igen til mig - kan jeg være standby, hvis Bella skal aflives? Selvfølgelig kan jeg det.
Men Bella bliver bedre, da hun kommer hjem. Det går stille og roligt fremad, og i ugen, der lige er gået har vi fjernet tråde efter operationerne. Bella er nu frisk og udenfor fare.
