21/05/2026
At have færdigtrænet sin første servicehund ❤️
Der er nok et spørgsmål, jeg er blevet stillet allermest, siden jeg startede med at have min første servicehund i træning:
“Er det ikke svært, at han skal videre?”
Jeg er virkelig blevet spurgt om det mange gange, og derfor tænkte jeg, at jeg faktisk ville dele de følelser, jeg rent faktisk har haft omkring det hele.
Tidligere har jeg kunnet svare:
“Det ved jeg ikke endnu, for jeg har ikke prøvet det før.”
Men nu hvor Ralle er kommet videre, så har jeg jo prøvet det. Derfor vil jeg rigtig gerne dele de tanker og følelser, jeg har haft i processen.
Først og fremmest er det her jo også et arbejde. Det er noget, jeg har sagt ja til og gået ind i med en arbejdsholdning – og jeg vidste jo godt fra starten, at han en dag skulle videre.
Ralle har selvfølgelig været helt fantastisk. Han har sat et kæmpe præg på mig, lært mig utrolig mange ting og gjort indtryk på både min familie og folk omkring mig.
Men noget af det vigtigste, jeg tager med mig, er:
Det er ikke et farvel – det er et på gensyn ❤️
Jeg ser ham jo igen, og vigtigst af alt ved jeg, at han er landet det helt rigtige sted.
Mange spørger, om det ikke har været hårdt. Og egentlig… nej. Ikke på den måde, man måske tror.
For den glæde, man ser hos ham sammen med hans nye bruger, giver mig bare en kæmpe følelse af stolthed. Jeg har ikke ét eneste øjeblik været i tvivl om, at det her var det rigtige for ham. Jeg ved, han får det fantastisk.
Jeg får løbende opdateringer og får stadig lov til at være en del af noget af træningen med ham, og det betyder enormt meget.
Den følelse, jeg står tilbage med, er faktisk ovenud stolthed. Den samme slags stolthed, jeg forestiller mig mange forældre føler, når de sender deres børn ud i verden.
Stolthed over, at han har det godt et sted, hvor han hver eneste dag kan gøre en forskel ❤️
