18/11/2025
Nogle gange bliver man så skuffet og forblindet af resultatet, at man glemmer at anerkende alle de små milepæle, man faktisk nåede undervejs. ✨
I mange år har jeg drømt om at prøve kræfter med både bygningskåring og ridekåring, og ambitionerne var naturligvis høje. Lørdag morgen var det vores tur, og heldigvis fik vi tjekket udstyret grundigt inden start. Mine 120 grams boots vejede pludselig 122 g, og det kunne have kostet os en direkte diskvalifikation, hvis vi havde opdaget det efter mit ridt. (Kåringsboots må max veje 120 g.)
Inde på sporet kunne jeg mærke, at vi ikke ramte vores vante niveau. Hun kortede sig betydeligt i alle gangarter og manglede den sædvanlige villighed til at strække sig — noget der normalt er en af hendes styrker. Jeg håbede, at vi kunne rette op på tingene til grupperidningen om søndagen, men samme billede viste sig desværre igen.
I udstyrskontrollen fik vi forklaringen: Hun havde fået et sår i koden af de nye boots, sandsynligvis allerede lørdag. Det gav pludselig fuld mening hvorfor hun både stivede sig og rullede i alle gangarterne.
Lettet over at finde årsagen, men naturligvis ærgerlig over ikke at kunne præstere på det niveau, vi ved, vi kan. Og da hun skulle direkte videre til hingst, var der ingen mulighed for revanche senere i sæsonen.
Men jeg er stadig enormt stolt. Stolt af hvor nem og samarbejdsvillig hun var hele weekenden. Stolt af hvor skarp hun var til vores generalprøve om fredagen, hvor hun viste sit rette niveau og gav mig et virkelig stærkt ridt. 🤩🥳
Det er en god reminder til mig selv om, at kåringer – ligesom stævner – også kan byde på udfordringer og uforudsete hændelser, som ligger uden for ens kontrol.
Jeg er utrolig stolt af at have vist min skønne Duggi frem i Herning, og jeg ved allerede nu, at det ikke bliver sidste gang. Oplevelsen har kun gjort min motivation endnu stærkere. 🔥
Billedet er fra generalprøven fredag. Hun er simpelthen så sej, og jeg glæder mig enormt meget til at møde den lille, hun går og bager på. 🫶🤞
