Hestekræfter v. Line Hummel

05/08/2026

Nu siger jeg det højt…

Hvis du holder din egen balance i tøjlen, så holder du også balancen i hestens mund.

Det er ikke blødt. Det er ikke let. Og det er ikke fair.

Prøv et lille eksperiment.

Få en til at trække din hest. Slip tøjlen. Rid i skridt. Kan du sidde helt roligt?

Hvad med trav?

Hvad med galop?

Hvis du mister balancen, så er det ikke hesten, der skal betale prisen med sin mund.

Din balance skal bæres af din egen krop – ikke af hestens.

Det her handler ikke om at udskamme ryttere. Det handler om, at mange af os aldrig har lært, hvordan ægte balance føles.

For hestens skyld er det værd at tage alvorligt.

05/08/2026

Ja tak til god tone og hestekærlighed ❤️

Vi er på samme hold

Noget af det, der ærgrer mig allermest i hesteverdenen, er at se gode hestemennesker komme op at skændes med hinanden og gøre hinanden forkerte.

Jeg taler om mennesker, som oprigtigt ønsker det bedste for deres heste. Mennesker, der hele tiden forsøger at gøre det lidt bedre end i går. Som træner med mindre pres, vælger enklere og mere skånsomt udstyr, giver hestene mere frihed, bedre foldforhold og løbende reflekterer over deres egen træning. Mennesker, der er nysgerrige, lærer nyt og tør ændre kurs, når de bliver klogere.

Det er præcis den udvikling, hesteverdenen har brug for.

Derfor gør det mig trist, når de samme mennesker bruger sociale medier på at kritisere, nedgøre eller tale grimt til hinanden – alene fordi de ikke gør tingene på præcis samme måde.

Der findes ikke én rigtig vej til god hestevelfærd. Der findes mange.

Så længe vores fælles udgangspunkt er respekt for hesten, og vi tager afstand fra vold og tvang, er der plads til forskellige træningsmetoder, forskellige erfaringer og forskellige perspektiver. Ingen af os ved alt, og ingen bliver færdige med at lære.

Det vigtigste er, at vi bliver ved med at være nysgerrige, selvkritiske og åbne for ny viden.

Forestil dig, hvor meget stærkere hesteverdenen ville være, hvis vi brugte mindre energi på at finde fejl hos hinanden – og mere energi på at støtte, inspirere og lære af hinanden.

Vi behøver ikke være enige om alting.

Men vi kan godt behandle hinanden ordentligt.

For i sidste ende ønsker de fleste af os det samme: Heste, der trives, og mennesker, der aldrig holder op med at stræbe efter at blive bedre for deres skyld.

“Vi skylder ikke hinanden at være enige. Men vi skylder både hinanden og hestene at møde hinanden med respekt, åbenhed, nysgerrighed – og omsorg.”

Har du lyst til at være en del af et større hestefællesskab, hvor vi støtter hinanden på tværs af kompetencer og forskelligheder, så kom til Vilhelmsborg søndag den 25 oktober 2026

CCH teamet har lejet hele Vilhelmsborg og fylder den med heste og mennesker. Der vil være spændende clinics med mange forskellige mennesker der arbejder vidt forskelligt med heste i den store hal.
I en anden hal vil der være boder og stande med alt fra trænere, behandlere, beslagsmede, terapeuter, kunstnere, forfattere osv osv osv..

Det er en hel dag fra 9.00-19.00 med masser af tid til snak og mingling og du må tage din egen madpakke med eller forsyne dig i en af de lækre foodtrucks og kaffevogne i hallerne..

Det er allerede solgt 200 billetter og 40 udstillere har meldt sig- det er stort og vi glæder os.

Spred gerne budskabet - vi har brug for mere fællesskab og sammenhold i hesteverdenen..

Du kan købe billet til arrangementet i linket herunder👇🏽

https://cchacademy.online/event/kom-med-til-aarets-hesteevent/

Vil du gerne tilmelde dig som udstiller eller som en af dem der afholder en demo/ clinic / foredrag eller lignende i den store hal- så skal du sende en mail til

[email protected]

Og fortælle lidt om dig og hvorfor du ønsker at være en del af et større fælleskab.

04/08/2026

Fridas pony nr. 2 var lidt af en Ferrari. ❤️🐎

Hun blev købt til Danmark for et beløb, jeg aldrig selv ville kunne lægge. Faktisk har jeg kun købt dyrere ting to gange før – de huse, vi har boet i. Måske også en bil.

Da hendes sidste ejer besluttede, at hun skulle pensioneres, men stadig holdes i gang, så hun ikke bare svandt hen, fik vi den største gave.

Hun blev kaldt Prinsessen.

De sagde, at man aldrig vidste, hvilken Prinsesse der kom til stævne. Enten vandt hun alt med metermål, eller også blev det en dag med bomme. Men én ting var der aldrig tvivl om: Hun sprang med en lethed, der fik de største spring til at se ud som ingenting. Når Frida red hende, var spørgsmålet sjældent, om ponyen kunne klare banen – men om Frida kunne nå at huske den i Prinsessens tempo. ❤️

Forleden dukkede det her billede op på min telefon, og pludselig lagde jeg mærke til de hvide mærker på hendes bagben.

Er det bare aftegninger?
Eller er det ar fra en anden tid?

Det ved jeg ikke.

Men de fik mig til at tænke på en samtale med en tidligere landsholdsspringrytter. Jeg underviste hans kone i tilridning af en unghest, og vi kom til at tale om, hvordan man trænede tidligere.

Han fortalte, at en af hans egne trænere bad ham bygge en bom med kapsler skruet fast ovenpå, så hestene lærte at løfte benene højere.

Jeg troede ærlig talt ikke mine egne ører.

Han fortalte, at han gik i gang med at bygge den. Men mens han stod der, begyndte tankerne at køre. Det føltes forkert.

Heldigvis blev bommen aldrig færdig.

Om mærkerne på Prinsessens ben er aftegninger eller ar, finder jeg nok aldrig ud af.

Men jeg ved, hvordan hendes historie sluttede.

Hun blev en del af en flok. Hun gik bidløst. Hun fik lov til at være hest.

Og hun lærte også Frida og mig noget.

At man godt må stå fast på sine værdier. Også når det betyder, at man bliver dem, der bliver talt om henne i krogene.

Vi fik efterhånden overbevist flere dommere om, at Frida gerne måtte ride klasser bidløst. Det var ikke altid den nemme vej, og jeg tror faktisk, det kunne være svært for Frida indimellem.

Men nogle heste ændrer mere end vores ridning.

De ændrer også vores mod.

Tak for alt, Prinsessen. ❤️

🐴✨

04/08/2026

Den fangst skal da deles med de andre venner 🤣

04/08/2026

Venner hjælper da hinanden når noget klør eller er irriterende

03/08/2026

Jeg troede egentlig bare, vi skulle træne lidt mere bomarbejde…

Men så gik det op for mig, at problemet måske slet ikke var træningen.

Jeg har fået malet mine bomme med hvide og brune striber. Ikke fordi de skal være pænere, men fordi de skal være lettere for hestene at se.

Hestens syn er nemlig ret anderledes end vores.

Den har næsten 350 graders synsfelt, så den er fantastisk til at opdage bevægelser omkring sig. Til gengæld har den et relativt lille område, hvor begge øjne ser det samme. Det betyder, at dens dybdesyn ikke er lige så præcist som vores, når den skal vurdere afstande til noget lige foran sig – som for eksempel en bom.

Samtidig ser heste færre farver end mennesker. De skelner især blå og gule nuancer godt, mens rød- og grønne farver opleves mere ens. Derfor betyder kontraster ofte mere end selve farven. En naturfarvet bom på lyst sand kan derfor være overraskende svær at få øje på.

Det fik mig til at tænke på Karo.

Hun har altid været glad for bomarbejde, men den seneste tid har jeg oplevet en lille usikkerhed ved de naturfarvede bomme. Ikke meget – bare nok til, at jeg begyndte at undre mig.

Jeg har også lagt mærke til, at når hun kommer fra den mørke fold og ind i den lyse stald, tager hun sig markant bedre tid end de andre heste. Hestens øjne bruger generelt længere tid end vores på at omstille sig mellem mørke og lys, og jeg oplever, at Karo er blevet endnu mere forsigtig med alderen.

Måske er hendes syn ændret.

Det ved jeg ikke.

Men jeg ved, at når en hest ændrer adfærd, er min første opgave ikke at træne mere.

Min første opgave er at blive nysgerrig.

Så nu er bommene blevet malet.

Måske ændrer det ikke noget.

Måske ændrer det alting.

For nogle gange er løsningen ikke, at hesten skal lære mere.

Nogle gange er løsningen, at vi gør verden lidt lettere at se. ❤️🐴

02/08/2026

Jeg er begyndt at tro, at vi skaber de dominerende heste. 🐴✨

Det er en stor påstand. Men jo mere jeg observerer heste, jo mere overbevist bliver jeg.

I sommerferien har jeg haft en pige fra en specialskole i stalden. Hun er et forsigtigt menneske. Hun fylder ikke meget. Hun øver sig i at rette sig op, lade brystet være åbent og lade fødderne finde stien 🌿

Jeg var sikker på, at mine store heste ville tage styringen.

Men de gjorde det modsatte.

Hun gik ind og striglede dem, mens de spiste hø. Da de viste, at de var færdige, gik hun stille ud.

Hun gik med Karo langs vejen – en opgave flere voksne ikke har kunnet løse 🚶‍♀️🐴

Hun legede liberty og target med Rosso. Den hest, som tidligere har nappet, testet og fyldt meget, havde ikke én eneste konflikt med hende.

Det fik mig til at tænke.

Måske er det ikke hestene, der skaber magtkampen.

Måske er det os.

Når jeg ser heste sammen, ser jeg sjældent dominans. Jeg ser grænser.

Et øre, der lægges tilbage.
En hale, der svinger.
En mule, der siger: “Flyt dig lige.”

Og så er det slut.

Den hest, der er mest i balance, er ofte også den, der behøver mindst 🌿

Den råber ikke.
Den truer ikke.
Den bliver ikke ved.

Måske er det først, når vi mennesker begynder at kontrollere, holde fast, presse, udfordre eller bevise, at relationen udvikler sig til en magtkamp.

Og så kalder vi hesten dominerende.

Jeg tror ikke længere på den forklaring.

Jeg tror, mange af de konflikter, vi oplever med heste, opstår i det øjeblik, vi selv træder ind og skaber dem.

Jo mere ro, klarhed og respekt jeg tager med ind, jo mindre behov ser jeg hos hesten for at kæmpe tilbage 🤍

Det gør mig nysgerrig.

Måske handler god horsemanship slet ikke om at blive leder.

Måske handler det om at skabe en relation, hvor ingen føler behov for at overtage.

🐴✨