Hestekræfter v. Line Hummel

05/12/2025

tak – når hjernen allerede har registreret ridning som noget svært og smertefuldt?

I dag red jeg endnu en tur på Rosso i skoven.
Han har været hos mig i halvandet år nu, og jeg kan mærke, hvor meget hans krop har ændret sig: stærkere bagpart, bedre hoftebevægelse, mere stabilitet i overlinjen og en balance, der langsomt begynder at kunne bære en rytter uden at vælte hans nervesystem.

Det betyder, at de “nej tak”-følelser, der engang kom eksplosivt, nu viser sig som små pauser, hvor han bliver usikker. Og netop dér gjorde jeg noget vigtigt i dag:

Jeg lod ham stå.
Jeg gav ham tid til at mærke sin krop.
Jeg blev siddende og opmuntrede ham i stedet for at springe af og redde os begge fra ubehaget.

Målet var ikke at presse ham videre.
Målet var at give ham en ny oplevelse af at han godt kan – at ridning ikke behøver gøre ondt, og at hans stærkere krop faktisk støtter ham nu.

Og det gjorde en forskel.
Efter hver lille pause gik han videre med lidt mere ro og nysgerrighed, og da turen sluttede, var han så stolt i udtrykket, at man ikke kunne tage fejl. Jeg håber, der blev skrevet et nyt kapitel i hans indre ridde-historie i dag.

Min datter gik foran på Golden – med ro, nærvær og godbidder i lommen – og det skabte den blødeste ramme for Rosso at lykkes i.

⸻

Når jeg arbejder med heste som Rosso, bliver jeg igen og igen mindet om noget, jeg ville ønske, vi talte mere om:

Vi har så travlt med at tilride vores ungheste.
Men en krop, der ikke er stærk nok…
En balance, der ikke er moden…
Et nervesystem, der bliver overset…
Det sætter spor. Dybe spor.

Hvis vi turde give dem tid – år, ikke måneder – ville heste som Rosso måske aldrig lande i denne situation.

Men han er her nu.
Og han prøver.
Og jeg prøver med ham.

Én rideoplevelse ad gangen. Én ny erfaring af, at verden godt kan være dejlig som ridehest 🐎🐎🐎

04/12/2025

Jeg begyndte ikke at ride Karo i cordeo for at være imponerende.
Jeg gjorde det, fordi jeg manglede svar.

Karo er min drømmehest.
Den hest, jeg sad og tegnede som lille pige – en frieser med højt båret man og bløde øjne.
Min mor sagde dengang: “Sådan en får du nok ikke råd til, Line. Prøv at være lidt realistisk.”
Men jeg er ikke realistisk. Jeg er drømmer.
Og hvis jeg ikke havde været det, så stod jeg ikke her i dag, midt i min egen stald, med heste jeg elsker og et liv, jeg har bygget med én drøm ad gangen.

Da Karo kom ind i mit liv, havde jeg ét stort ønske:
At lære at ride dressur fra sædet – ægte, rent og uden at genere hesten.
Jeg vidste, jeg havde meget at lære. Jeg vidste også, at jeg ikke forstod ridning godt nok endnu.

Men én ting forstod jeg:
Jeg kunne ikke få mig selv til at lægge vægt i tøjlen.

Det der med at “læne sig ind i kontakten”…
at mærke et konstant træk…
at ride med en hånd, der skal holde balancen for hesten…
Det føltes forkert i min krop. Og endnu mere forkert i mit hjerte.

For hvis jeg kan mærke et ubehageligt pres mellem mine fingre –
hvad mærker hesten så i sin mund?

Så jeg stod tilbage med et stort spørgsmål:

Hvad er en samlet hest egentlig?
En hest der løfter fra bagparten, bærer sig selv, bruger sin overlinje og kan bære mig – uden at overbelaste sig selv?

Det spørgsmål blev mit kompas.
Og det var netop dét, der førte mig i retning af cordeo.

Ikke som et trick.
Ikke som et mål.
Ikke for at imponere nogen.

Men fordi jeg havde brug for at strippe ridningen ned til det mest basale:
Min krop, hendes krop – og vores forbindelse.

Når man tager tøjlen væk, står man tilbage med sandheden.
Alt det, man ikke kan kompensere for med hænderne.
Alt det, der fungerer – og alt det, der ikke gør.

Karo viste mig det hele.
Hendes nej’er, hendes ja’er, hendes usikkerhed, hendes styrke.
Hun lærte mig at lytte, før jeg bad om noget.
Og hun lærte mig, at samling ikke kan tvinges, den kan kun inviteres.

Cordeo blev en vej ind i en dybere forståelse af biomekanik, balance, timing og min egen krops indvirkning.
Det blev en måde at lære rigtig kontakt – ikke i hånden, men i hele kroppen.

Og det smukke er:
Jeg fandt aldrig det svar, jeg troede jeg ledte efter.
Jeg fandt et nyt et, som var langt bedre:

At en samlet hest ikke skabes af udstyr – men af relation, respekt og ren kommunikation.

Karo og jeg er stadig på vej.
Men takket være hende, drømmen og min egen nysgerrighed, rider jeg i dag tættere på det, som mit lille jeg drømte om:

At kunne danse med en hest.
Og at hesten danser med, fordi hun vil. ❤️🐴❤️

Vil du selv lære at ride med mere lethed, balance og kontakt fra dit sæde og din energi?
Så underviser jeg både med almindelig trense og udstyr – og hjælper dig med at finde svarene i din ridning og din hest.

💬 Send mig en besked, hvis du er nysgerrig.
📍 Eller læs mere på min hjemmeside.

Jeg hjælper dig og din hest med at skabe en ridning, der føles lettere, klarere – og langt mere forbundet. 🌿💚

04/12/2025

Jeg må til at supplere med halm. Nu har jeg også fået overdækket hus til halm og åben wrap 🥰

🌾 HALM – hestefoder eller ej?
Der er få emner, der deler vandene i hesteverdenen som… halm.

👉 “Det giver mavesår.”
👉 “Det har ingen værdi.”
👉 “Heste kan ikke fordøje det.”

Men hvad siger forskningen egentlig?

✅ Halm har meget lavt sukkerindhold
✅ Det giver lang tyggetid og dermed mere spyt
✅ Mere spyt = bedre beskyttelse af maven
✅ Studier viser, at 50 % halm i grovfoderet ikke øger risikoen for mavesår
✅ Til gengæld ses lavere insulinniveau og bedre mæthed

Halm er ikke et energifoder, men det er et fantastisk strukturfoder, især til:
• nøjsomme racer
• overvægtige heste
• heste med IR eller EMS
• heste, der “sluger” deres grovfoder

💡 En vigtig praktisk detalje:
Heste, der står på halm som strøelse, har altid noget at tygge i og får dermed naturligt længere tyggetid og mere spytproduktion i løbet af døgnet.

Står din hest på anden strøelse (spåner, piller, tørv m.m.), kan den have stor gavn af adgang til halm:
✔ som fri adgang i en høhæk/-net
✔ eller ved at blande halm i hø/wrap for længere tyggetid og bedre mæthed

💡 Det handler ikke om enten hø eller halm men om balance, fiberdiversitet og korrekt brug.

🌱 Halm er ikke farligt. Halm er et værktøj når det bruges rigtigt.

Hos Equilannoo arbejder vi med fakta, ikke myter 💚

Pssst.... Vores GIVEAWAY slutter på fredag. Tjek den ud i det forrige opslag🧐

03/12/2025

Når vi går tur med vores hest, ender mange – mig selv inklusiv – helt oppe ved hoved og hals. Det føles naturligt, fordi vi mennesker kommunikerer så meget med øjne og ord.
Men hesten taler anderledes. Den taler med hele kroppen.

Derfor sker der noget ret fint, når du flytter dig en anelse tilbage – bag hestens forben og hen mod dens skulderzone.

Når du går dér, får du:

✨ En hest der sætter sine egne skridt
Den bliver mere selvsikker, fordi den får lov at være den, der “går først”.

✨ En hest der tager ansvar for ruten
Den scanner omgivelserne, tjekker sikkerheden og tager naturligt lederskab i bevægelsen fremad.

✨ Et tydeligt frem-signal
Du behøver ikke trække for at skabe fremdrift. Din energi og dit tempo forplanter sig gennem begge kroppe.

✨ En rytter der lærer at føre og invitere– ikke skubbe eller trække
Du kommer til at mærke, hvor lidt der egentlig skal til, når relationen får lov at bære.

Og næste gang I går tur:
Løft blikket og se på hestens overlinje…
Fra øre til hale.
Ofte sker der et lille mirakel dér: et smukkere sving, en friere ryg, en mere afspændt hest.

Det gør det i hvert fald på mine.
Prøv – og mærk forskellen.

03/12/2025

Jeg har fået nye øjne på det at være sammen med heste.
Gennem årene – og gennem alle de forskellige heste og mennesker jeg har mødt – har mine egne “regler” ændret sig. Ikke fordi jeg er blevet mere rigid, men fordi jeg er blevet mere nysgerrig på, hvad der egentlig skaber tryghed, respekt og relation.

I går talte jeg med familien til en af mine unge ryttere. Og det slog mig igen, hvor befriende det er at dele tanker med mennesker, der ikke er dybt inde i hesteverdenen. De sagde nemlig noget så fint og så rammende:

“Det er da egentlig lidt uhøfligt at sætte sig op på en hest, man ikke kender.”

Og ja… det er det.
Hvis vi oversatte det til mennesker, ville vi aldrig drømme om at hoppe på ryggen af en, vi lige havde mødt. Men i hesteverdenen har det i mange år været normen: Vi møder en ny hest – og så rider vi.

Her hos mig gør vi det anderledes.
På mine ungeforløb er der en klar rækkefølge, og den betyder alt for både hest og rytter:

✨ Først lærer vi hesten at kende fra jorden.
✨ Vi går ture i skoven, så både jeg og rytteren mærker, hvem hesten er, og hvad der rører sig i den.
✨ Vi laver jordarbejde, så kommunikationen bliver tydelig, tryg og gensidig.
✨ Og først derefter begynder vi ridningen.

Det er ikke fordi ridning er “forkert” – det er bare en avanceret samtale. Og de bedste samtaler kræver, at man allerede har lyttet.

For mig handler det om respekt, relation og om at give hesten en stemme i processen. Og når vi gør det, så ser vi noget smukt: Rytterne bliver mere rolige og sikre. Hestene bliver mere trygge og samarbejdsvillige. Og det hele bliver lettere, sjovere og meget mere menneske–heste-venligt.

At kende hesten, før vi rider den, er ikke et krav.
Det er en gave – til os begge. ✨
☯️🕉️
Du kan læse mere om min ungeforløb på www.hestekraefter.com
Der er først plads til marts til en ny rytter uden hest.

01/12/2025

Det er mørkt og vådt og svært at bevare motivationen.
“Hvis bare…”
Det er formentlig den mest genkendelige sætning i hesteverdenen.

“Hvis bare min hest kunne…”
“Hvis bare vi havde mere plads…”
“Hvis bare jeg havde naboens græs…”
“Hvis bare jeg havde et ridehus…”
🤔🫣😥
De sætninger dukker op, når vi bliver pressede, trætte eller føler os bagud. Så begynder hjernen at lede efter løsninger udenfor os selv – og pludselig føles det, som om alle andre har det meget lettere.
😢🫠🥱
Men de tanker dræner.
De skaber en følelse af mindreværd og giver os en urealistisk ide om, at hesten eller træningen ville være perfekt, hvis bare omgivelserne var anderledes.
🪾🌲✨
Virkeligheden er, at det meste udvikling sker i det, vi allerede har:
I den bane vi står på.
I det vejr vi får.
I den hest vi holder af, med både styrker og udfordringer.
🐴❤️🐴
Jeg ser det igen og igen i undervisningen.
En rytter møder op, frustreret og overbevist om, at intet nyt kan lykkes, fordi banen er tung, der ikke er spejle, eller fordi hesten “ikke gider i dag”.
Men når jeg guider dem igennem en lille, overskuelig øvelse, falder der ro over både menneske og hest.
Pludselig er der kontakt. Plads. Forståelse.
Og så står de dér, midt i den helt almindelige hverdag, og oplever, at “nå ja… vi kan jo faktisk meget mere end jeg troede.”

Det er sådan små gennembrud opstår.
Ikke i ridehuset.
Ikke i naboens græs.
Men i det, du allerede har under fødderne – set med venlige, trænede øjne.

Så min opfordring er:
🌿 Træn dig selv i at se alt det, der lykkes.
🌿 Læg mærke til det, der spirer.
🌿 Og når tankerne vandrer hen mod “hvis bare…”, så lad dem passere og vend blikket nænsomt tilbage til virkeligheden lige foran dig.

Hvis du mærker, at du har brug for at få øje på jeres styrker igen – og få konkrete øvelser, der bringer jer videre – så underviser jeg både hjemme hos dig og på min egen bane.

Priser, muligheder og booking ligger lige her: www.hestekraefter.com

Jeg hjælper dig gerne med at skabe små, virkningsfulde fremskridt, uden at du behøver hverken ridehus eller mirakler 🤍