27/01/2017
Så fint beskrevet om den proces med dit og Roses stærke bånd.
Efter en del spørgsmål om "hvorfor lige en rose" og "er der nogen speciel grund"
Ja hvorfor lige en rose, se der er faktisk for mig en rigtig speciel grund til hvorfor jeg har valgt at bære en rose på mit håndled resten af mit liv. På den måde vil jeg altid have en del af min bedste ven med mig når jeg går de mørke tider i møde.
De fleste sidder nok ligenu og tænker "jamen forhelvede sofie du må jo være dum, det jo bare en helt almindelig hest" og ærligt det forstår jeg egentlig godt folk de tænker, for hvordan skal de vide at det ik bare var en normal hest, når de ikke har haft sådan et bånd med en der ikke er et menneske? Ja jeg må indrømme jeg bebrejder jer ikke. Men ja hvorfor så lige en rose. Ja fordi jeg får sådan ca 2 og et halvt år siden mødte denne her specielle pony der forvandlede mit liv til noget der var langt bedre. Måske ik den bedste start. Hun prøvede mig af ved at kaste mig af så jeg fik mig en slem hjernerystelse, men lige siden der har vi nærmest været udadskillelige ( ikke mine ord ). Vi har været igennem en lang rejse for at kunne stole på hinanden, hvilket har været en stor udfordring for os begge tænker jeg. Jeg kan umuligt være den eneste der har oplevet os sådan, dem som har været sammen med os igennem i de år ved jeg har kunne se og mærke at vi har udviklet os selv individuelt og sammen. Vores bånd er blevet stærkere for hver gang. Jeg kan huske da man var mindre så man de der hestefilm med en pige og en hest der havde det her vidunderlige og specielle bånd, en ting jeg altid har ønsket at opnå i denne verden med hest og rytter. Det skete da jeg mødte hende. Allerede fra første dag fandt jeg interesse for hende, allerede første gang følte jeg der var et eller andet specielt over hende, allerede der var hun en nysgerrig pony men stadig tilbageholdende, for kun dem hun syntes havde gjort sig fortjent til hendes opmærksomhed skulle have den. På de 2 og et halvt år gik hun fra at være en spændt konkurrence pony til en afslappet ældre men stadig frisk pony, udelukkende fordi hun fik det hun havde brug for nemlig plads. For hvis hun ingen plads havde, og blev presset blev hun stresset og spændte op, dette kunne tydeligt mærkes på hende men gang efter gang blev dette bedre og vi havde allerede på få måneder opbygget et bånd, et bånd der gjorde at hun stolede på mig, og jeg stolede på hende. Når vi endelig bare stod og sadlede op eller af, stod hun dårligt nok bundet fordi jeg vidste hun ikke vil gå, netop fordi den tillid vi havde gjorde at jeg ku give hende lidt løsere tøjler. Og hvis hun endelig gik var det fordi jeg gik og hun så fulgte efter mig ind og hente saddel osv. Det samme på ridebanen og folden, jeg kunne slippe alt på hende, og hun forlod mig aldrig men gik eller løb altid ligeså stille forbi mig, de mindste signaler både fra ryg og jord forstod hun, netop også fordi hun var Van til ligepræcis mine signaler og ikke så meget de andres. Båndet udviklede sig hurtigere og hurtigere, efter en del udfordringer kunne vi ride ligeså stille rund på banen for løse tøjler i alle gangarter, også på den ene tur vi nåede med Birthe gik hun ligeså stille ved siden af mig. Hun har givet mig så meget, lært mig så meget om alting, hun var min bedste ven, min største støtte og mest af alt min soulmate. Jeg ku gå igennem ild og vand for hende og hun kunne gå igennem ild og vand for mig, netop fordi vi havde arbejdet så hårdt med tillid og tro. Hun var der altid for mig uanset hvad, på mine dårlige dage var der ingen ballade fra hendes side af, jeg tror hun kunne mærke når jeg bare havde brug for ro. Hun var den der fik mig op om morgenen, hun var den der fik mig i skole, for hvis jeg ikke kom i skole ku jeg ikke komme ud til hende. Hun var det der afholdte mig fra at give op på mig selv og alt. Hun var og er stadig den eneste der altid har været der. Den eneste der aldrig har svigtet mig. Jeg kan tydeligt huske alt vi har oplevet og tydeligt mærke hun ikke er her mere, for der mangler en del af mig, den lykkelige mig. Nogle gange tager jeg stadig mig selv i at tro hun stadig er her og tager mig selv i at glæde mig over at skulle ud til hende. Så måske var hun bare en normal hest for folk der ik kendte hende på samme måde. Men for mig? Hun havde mildest talt reddet mit liv. Reddet mig. Selvom der snart er gået et år siden vores farvel går der ikke en dag uden jeg tænker på hende, uden jeg ønsker at jeg kunne have gjort noget så hun kunne blive. .Så hvorfor ik bære en del af hende med mig resten af mit liv. En del af hende jeg kan bruge når jeg er ved at nå bunden og give op. Det gør jeg mere end gerne. For det fortjener hun.
Always in my mind.
Forever in my heart.
Oosterhoffs second hand Rose
18-04-1995 - 18-05-2016 🥀✨
