09/06/2026
GIARDIA, den lille parasit med det store ry 👇🚫
Det kan være, du har hørt ordet 'giardia' mange gange før og med sved på panden husker tilbage på alle de gange, hvor hundens bamser, legetøj, tæpper, håndklæder, seler og halsbånd har været igennem kogevasken.
Giardia er nemlig en tarmparasit, som kan smitte både hunde, katte og i sjældne tilfælde mennesker. Heldigvis er risikoen for smitte til mennesker relativt lav, blandt andet fordi vi generelt har en god håndhygiejne.
Giardia smitter via mikroskopiske cyster, som udskilles med afføringen fra et smittet dyr. Cysterne kan overleve i miljøet i flere uger til måneder og findes derfor ikke kun i afføring, men også i jord, græs og vandpytter. Når et dyr indtager cyster fra forurenet vand, jord eller afføring, udvikler parasitten sig i tyndtarmen, hvor den formerer sig og kan give symptomer fra mave-tarmkanalen.
Nogle hunde og katte viser ingen symptomer, mens andre kan opleve:
• Tilbagevendende eller kronisk diarré
• Blød eller slimet afføring
• Opkast
• Vægttab
• Oppustet mave
• Nedsat appetit
• Træthed eller nedsat trivsel
Særligt hvalpe, killinger og dyr med nedsat immunforsvar kan blive hårdt ramt af infektionen.
BEHANDLING
Giardia behandles med medicin ordineret af dyrlægen. For at undgå gensmitte er det samtidig vigtigt at have fokus på hygiejnen i hjemmet. Kurve, tæpper, legetøj og foderskåle bør rengøres grundigt, og afføring bør fjernes hurtigt fra haven eller kattebakken. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at teste eller behandle flere dyr i samme husstand.
VI TILBYDER BASIS ORMEUNDERSØGELSE
Hos Dyrlægen Nordjylland kan vi undersøge din hunds eller kats afføring for Giardia. Hvis prøven viser sig at være positiv, hjælper vi naturligvis med den rette behandling og rådgivning om, hvordan du bedst undgår gensmitte.
For kun 125 kr. undersøger vi en fæcesprøve, der er indsamlet over tre sammenhængende dage. Ring til os på 88 77 03 07 eller skriv til os på [email protected]. Kontakt os gerne, hvis du vil høre mere eller bestille en undersøgelse af fæcesprøver.