13/06/2026
En solstrålehistorie om lille Rosa aka Coco 🩷
fra Ann-Kathrine Olesen 🥰
Natten til d. 19. september, blev min nova scotia duck tolling retriever Saga, mor til hendes 2. kuld hvalpe. Fødslen forløb fint. Jeg modtog 5 hvalpe - først en fin lille tæve og dernæst 3 store hanner, der krævede lidt mere arbejde fra en ellers helt rolig Saga. De kom ud nærmest krøllede sammen med bagdel/ryg først. Den Sidste lille tæve kom som skudt ud i vacuum efter den sidste af hannerne. Han var lidt svær, og det havde krævet godt ve-arbejde af Saga, og jeg måtte også have hende lidt ud og ind af fødekassen for at sætte gang i proces.
Alle hvalpe var fine, de suttede og alt var fred og ro i den lille nye familie. Det samme var der de efterfølgende dage. Alle tog fint på i vægt, dog blev sidstepigen ved med at være lidt mindre end de andre, men jeg studsede ikke over noget på det tidspunkt. Jeg hjalp lille Rosa, som vi kaldte hende, til de bedste dievorter, hun spiste fint, hun tog på, og forøgede sin vægt lige efter bogen.
Først da hvalpene begyndte at få øjne, og løfte sig lidt op på benene, bemærker jeg, at lille Rosa ikke opfører sig som de andre. Hun kommer ikke op, hun kommer ikke til dievorterne selv, og jeg bliver på det tidspunkt opmærksom på, at jeg faktisk har hjulpet hende en del, idet jeg har haft fokus på, at hun skulle ”ligge det bedste sted i mælkebaren” grundet at hun var mindre end drengene og den førstefødte pige, som viste meget vilje og var godt fremme i skoene. Jeg iagttog – jeg undrede mig, for jeg oplevede ikke mistrivsel hos Rosa, jeg oplevede ikke lyd eller stress, Saga tog det også helt roligt.
Da vi kom til hvalpenes 14. levedøgn, var jeg bekymret. Jeg oplevede en hvalp der ikke rejste sig, en hvalp der i bevægemønster kun formåede at dreje rundt, og det i en spiral, der gjorde hun kom længere og længere væk fra dievorterne. Jeg var klar over, at en hvalp som Rosa ikke ville kunne klare sig i naturen, jeg måtte hele tiden hjælpe hende tilbage. Noget var galt! Jeg kunne bare ikke regne ud hvad det var. Jeg havde kun blik for, om det skulle være noget neurologisk, men samtidig var hun jo også rolig, spiste flot, havde gode sove- og vågne perioder, hun havde også fint og naturligt output – de vitale funktioner var intakte, hun led ikke, og jeg var forvirret over billedet.
Det blev fredag, og jeg kontaktede dyrlæge for en sikkerheds skyld, både for at rådføre mig, men også for at gøre opmærksom på, at jeg kom med en hvalp mandag, hvis de mente, at det var ok at jeg gav hende weekenden over til at se, om hun ikke kunne komme sig. Min skønne dyrlæge siger som noget af det første ”jeg tror hun har en fødselsskade, få fat på en der ved noget om den slags, så du har noget sideløbende med dit besøg hos os”.
Jeg kontaktede straks Anne fra Top-Hund. Jeg havde fulgt Anne på sociale medier, og vidste at hun lavede hvalpetjek. Anne responderede straks, og vi aftalte, at hun skulle komme søndag til middag. Jeg var så lettet! Bekymringen for lille Rosa sad som en knude i maven på mig, og jeg var bange for at miste min lille fighter. På det tidspunkt, var de andre hvalpe kommet op på små vakkelvorne ben – Rosa kunne kun rejse sig på forben hvorefter hun drejede til siden og væltede – og det mønster gentog sig igen og igen.
Det tog ikke Anne mange minutter med Rosa i hænderne før hun opdagede problemet. Rosa havde en nakkehvirvel, der var hoppet ud af sin rette plads. Anne fik den på plads, og vi aftalte opfølgende besøg nogle dage efter, kroppen skulle arbejde og respondere på Annes behandling. Rosa sov som en sten efterfølgende. Men resultatet var at se med det samme! Pludselig sad den lille pige og strakte sin hals og hoved ret op. Ja, hun drejede stadig rundt, men slet ikke i samme grad som før. Hun væltede også stadig. Men fighter som hun er, var det bare op igen og videre. Jeg var stadig bekymret, og sendte Anne videoer. Anne beroligede mig med, at hun så stor fremgang ift. det billede hun mødte ved hendes besøg – Anne forklarede mig, at de bevægemønstre den lille hvalp havde tillært sig, ville hænge ved i et stykke tid, før den havde tillært sig andre. Samtidig var Rosa også det tungere end hendes søskende, da de begyndte at gå, alt sammen noget der krævede ekstra ressourcer af hende, og derfor også ekstra tid. Præcis! Det var lige det der skete. Langsomt, og efter et par besøg af Anne og hendes magiske hænder, kom Rosa med. Hun drejede rundt når hun oplevede nye situationer, når det var spisetid, når hun blev stresset - men det blev mindre og mindre. For mig som ny opdrætter, var det utroligt lærerigt at iagttage udviklingen, Rosa var ikke det mindste bleg for at deltage i hvalpeleg og aktiviteter med resten af kuldet, og alligevel var det også lidt fantastisk at iagttage den ene af hannerne, den lidt mere forsigtige i kuldet, hvordan Rosa og ham fandt sammen i deres egen lille boble af aktiviteter sammen – det var dog også ham, der den første gang ved besøg til søen, skubbede Rosa i vandet, på den kant, var hun så også den første af hvalpene der stiftede bekendtskab med vandet, hun tog det i stiv pote. Men det sagde også lidt om, at hendes balance ville kræve opmærksomhed, og at hun somme tider faktisk kom i lidt ”farlige” situationer grundet hendes lidt svære start på livet.
Mit møde med Anne og min erkendelse af, hvor vigtigt det faktisk er, at man allerede tidligt screener hvalpene gjorde, at jeg fik Anne til at kigge alle hvalpe igennem inden afrejse til deres familier. Der var et par stykker vi lavede en opfølgning på, da de var 12 uger gamle, det indebar et skønt besøg af hvalpe og familier. Lille Rosa, som nu var omdøbt til Coco, var rejst til Fyn som 8 uger gammel – men hun blev ikke solgt før Anne havde gennemgået hende ved 12 uger. Jeg ville gerne, at hendes nye velvalgte familie, (som også er mine gode venner), skulle være sikre på, at de også kunne varetage en hvalp som hende. Ved 12 uger, var der ikke noget at bemærke ved Coco! Hun var ligestillet med de andre hvalpe. Cocos nye familie havde fået tilsendt videoer af de øvelser Anne lavede med Coco inden afrejse, og de havde varetaget genoptræningen iht. Annes anvisninger.
I dag er Coco den skønneste lille spilopmager på snart 9 mdr. Hun er godt i gang med hendes træning indenfor jagt. Hun lever i den grad et aktivt hundeliv sammen med hendes halvsøster fra mit forrige kuld. Udover en lidt finurlig måde at spise på, hvor Coco bevæger hovedet op og ned, er der intet i hendes bevægemønster der afslører, hvor store fysiske udfordringer hun faktisk havde de første 2 uger af hendes liv.
Den hvalp jeg selv har beholdt fra kuldet, har jeg valgt at gå til Hundefitness med hos Anne. Jeg er i den grad blevet opmærksom på, at en aktiv hund skal være sund i både hoved og krop – og jeg ved også, at Anne allerede bliver bestilt fra start til at screene kommende kuld hos mig. Det var den skønneste mavefornemmelse, at kunne sende hvalpekuldet afsted, velvidende at de havde alle de bedste og rigtige betingelser med sig, også en fit og sund krop – hvalpe der var klare til at møde deres nye liv og nye familier, hvalpe jeg kunne stå fuldstændigt inde for.
