13/12/2023
HUNDEN GÅR KOLD PÅ JAGTER
I jagtsæsonen kan man på Facebook jævnligt læse opslag, hvori ejere af jagthunde beskriver, at deres jagthund går kold på en jagt/jagterne og ikke kan klare arbejdet.
I svar fra nogle af medlemmerne af Facebook-gruppen kunne man f.eks. læse, at man skal give hunde æggeblommer rørt op med sukker, at man skal give den leverpostejmadder, eller nogle gode stykker wienerbrød og andre igen giver råd om at anvende en bestemt type f***r.
Alt sammen helt sikkert velmente råd, men næppe noget der afhjælper det grundlæggende problem hos pågældende hund/hunde.
Det, at hunden går kold på en jagt, handler ikke kun om den pågældende jagt men allerhøjeste grad også om alt det uden om:
• Hvordan lever hunden sit daglige liv uden for jagtsæsonen?
• Hvordan er dens kondition forberedt til jagtsæsonen?
• Hvordan fodres den i almindelighed?
• Hvordan fodres den i særdeleshed i jagtsæsonen?
• Hvordan gøres hunden ”klar” til hver enkel jagt?
• Hvordan håndteres hunden under jagten, både i almindelighed og i særdeleshed i fht. vand, føde, pauser, dækkener, varme etc.?
• Hvordan håndteres hunden umiddelbart efter jagten, dækken, varme, afspænding etc. og hvordan dagen, to dage og måske tre dage efter?
• Osv.
Hunden skal med andre ord være i såvel fysik som mental topform.
På en jagt for nylig, var der en anden hundeejer, der i en pause mellem såterne, spurgte mig, "hvad er dét du giver hunden"?
Det fik mig til at reflektere over, hvad og hvor meget arbejde der for mig i "at holde jagthunden opdateret".
Der skal anvendes rigtig meget tid på jagttræning uden for jagtsæsonen for at det lykkes.
Hunden skal ernæringsmæssigt passes, for at sundheden er i orden og den kan holde til det store arbejdspres det er at jage for sin ejer.
Husk på, at hunden vil løbe og udføre sine opgaver indtil den segner, hvis vi som hundefører ikke hjælper den til at passe på og holde både fysiske og mentale pauser.
Her på Elmuegaard fodrer vi med et kvalitetsf***r, som vi mener har den rette sammensætning af forskellige komponenter og som er produceret med henblik på meget aktive hunde.
Derudover får de én gang om dagen et tilskud af fiskeolie med glykosamin.
Aftenen inden en jagt, sætter vi 3/4-dele af en normal portion f***r i blød i en smule vand. Dette gør vi for at alt f***ret skal være opblødt og nemt kan glide ned, nemmere kan udnyttes og ikke skal suge væske fra hunden selv.
På jagtdagen fodres hunden med den overnævnte portion senest to timer inden jagten.
Hundens muskler skal varmes op inden jagten.
Når hunden tages ud af bilen umiddelbart inden jagten, varmer vi dem op ved at småløbe lidt frem og tilbage, lave let hoppeleg, et par dummykast, stopleg med fløjte osv.
Er vejret koldt har hunden fået en vest på hjemmefra.
Under jagten og i særdeleshed når det både er vådt og koldt, giver vi i pauserne hunden en smule let omsætteligt og hurtigt optageligt booster der fås på tube. Denne booster indeholder de nødvendige mineraler, proteiner, kalorier mv., som hunden har brug for på arbejdet.
Når vi i det daglige er meget opmærksomme på at hundene hele tiden skal have adgang til frisk vand, hvorfor skal de så ikke også have dette på en jagt, hvor forbruget er ekstraordinært højt?!
Så vidt vi kan forhindre det, får vores hunde ikke lov til at drikke af vandpytter, hjulspor etc. I stedet får hundene vand, der er tilsat de mineraler og salte, som hunden forbruger stort af på en jagt.
Er der meget regn, får hunden i pauserne et regndækken på, primært for at den ikke skal skal anvende mange kalorier på at holde varmen/miste for megen varme og evt. også holde regnvandet borte fra kroppen.
Efter jagten skal hunden "gås af" og få lov til at komme ned i gear - ganske som vi mennesker strækker ud (før og) efter at have løbet, inden den evt. tørres med håndklæde og får et tørredækken på.
Tørredækkenet suger på kort tid fugten væk fra hundens pels og efter 15-20 minutter er hunden stort set tør og har varmen.
Selvom jagten er slt for hunden, er den det ikke for os to benede. Vi skal have parole, lidt ekstra kaffe, snakke om skudchancer på posterne og der kan nemt gå 45 minutter inden bilen startes og varmeapparatet kan startes.
Er vejret meget koldt, er bilens bagagerum også koldt for hunden, selvom der er et godt tæppe i buret. På de meget kolde frost- og/eller våde dage tænder vi for et batteridrevet elektrisk varmetæppe på mellemste blus for at hjælpe hunden til ikke at skulle producere al varmen selv. På denne måde kan den restituere hurtigere og reducere de negative følger af kulde i krop og led mv.
Hvis du skulle løbe en maraton, som jagthundene gør på jagtdag, hvordan ville du forberede dig til det og hvordan ville du håndtere selve løbet; hvad ville du spise og drikke inde, under og efter?