25/03/2026
Nogle steder bliver det kaldt skolevægring. Jeg gør mig umage for at kalde det ufrivilligt skolefravær. For alle børn vil jo gerne være en del af fællesskabet.
Der er jo ikke børn derude, som ikke vil i skole. Børn vil gerne lære og lege. Nogle kæmper med bogstaverne, slås med tallene, eller har lidt sværere ved at være med på legepladsen. Dem skal vi være der for – ved at sikre mange flere lærere og pædagoger i skolen.
Okay, måske er der nogle, som gerne lige vil tage en enkelt dag eller to hjemme en gang i mellem, men langt fra som de eksempler, medierne har fortalt om de senere år. Hvor børn er væk i måneder og endda årevis.
Tænk sig at være væk i flere år, når du kun går i 4. klasse. Det kan næsten ende med, at børn har været væk fra skolen i længere tid, end de har været en del af hverdagen der.
En stor del af et barns liv, der tabes der. Som man så det i Skolens Tabte børn. Jeg kan huske, jeg for nogle år siden læste om Lukas.
Han var på et tidspunkt væk i to år. To år!
Blev ensom derhjemme.
Det er et kæmpe politisk svigt, at så mange børn brænder sammen i folkeskolen i dag. De år væk koster for det enkelte barn. Der kommer bagud på faglighed og trivsel.
Vi skal gribe børn. For alle børn vil gerne i skole. Være en del af fællesskabet.
Rammerne skal være bedre. Det fortjener lærere og pædagoger, der knokler.
Derfor er der i SF’s milliardplan for folkeskolen et stærkt fokus her. Vi vil bl.a.:
• Flere lærere og pædagoger med specialpædagogiske kompetencer
• Mere undervisning med to fagprofessionelle i klassen
• Bedre og tidligere indsatser mod ufrivilligt skolefravær
• Støtte til familier, så ansvaret ikke lander hos forældrene alene
• At styrke PPR markant — og bringe hjælpen tættere på skolerne, så lærere og pædagoger ikke står alene
Det er der brug for. Og derfor er der brug for rød regering. For børnene, lærerne, pædagogerne og forældrenes skyld.
