03/08/2025
Vælger du frygten - eller nysgerrigheden?
💜💜💜
”Det er forbudt at lave telepati her.”
Det hørte jeg for første gang i en billedtelepati, jeg lavede for nogle uger siden. Ejeren havde valgt denne form, fordi det var direkte forbudt at bruge både telepati og healing på det opstaldningssted, hvor hendes hest stod.
Forundret spurgte jeg, hvad begrundelsen var. Hun svarede, at stedet ikke ønskede, at opstaldere skulle "spilde penge på den slags".
Men her er noget, jeg har lagt mærke til:
De fleste, der virkelig mener, at telepati er noget vås, er faktisk fuldkommen ligeglade med det. De tror jo ikke, det virker – så hvorfor bekymre sig?
Når jeg fx skriver til zoologiske haver og spørger, om jeg må komme med mine elever, får jeg som regel svaret: "I er velkomne ligesom alle andre gæster." De tror ikke på telepati – og ser derfor heller ingen grund til at blande sig i, hvad vi tror, vi laver.
Min erfaring er, at den største modstand ofte kommer fra dem, der faktisk er lidt bange for telepati. Bange for, hvad dyret måske vil sige.
Jeg har hørt sætninger som:
“Du må ikke spørge min hest, om den vil rides på – for det skal den altså.”
Bag den slags udsagn fornemmer jeg en frygt for at få svar, man ikke ønsker at høre. Måske fordi man inderst inde godt ved, at der er noget, der kunne gøres anderledes.
Nogle mennesker har også en generel modstand mod idéen om, at der findes mere mellem himmel og jord. De kan – bevidst eller ubevidst – være bange for, hvad det vil gøre ved deres verdensbillede, hvis de begynder at tro på det. Hvad nu hvis det rent faktisk virker?
Jeg forstår dem godt. Sådan havde jeg det også engang, og jeg kommer fra den videnskabelige verden.
Den første telepati, nogen lavede på min hest Chanel, endte med en sætning, der ramte mig hårdt:
"Du er for tung til at ride mig."
Selvom jeg i dag kan se, at det var sandt, gjorde det ondt.
At lukke telepatien ind i mit liv har ændret hele min tilgang til dyr – og til mig selv. Jeg har måttet give slip på noget. Jeg har været bange, frustreret og i modstand. Men jeg har også lært, helet og fundet en dybere forbindelse til de dyr, jeg elsker.
Det har været en rejse – og den er det stadig.
Om man tror på telepati, er helt op til den enkelte. Men jeg håber, vi kan komme dertil, hvor vi ikke længere behøver gøre nar af eller forbyde hinandens overbevisninger.
At vi kan lade hinanden være i fred – og være nysgerrige i stedet for nedladende.
At vi kan rumme, at vi ser verden forskelligt.
Og måske – bare måske – opdage, at vores kærlighed til dyrene faktisk er et fælles udgangspunkt.
