03/11/2026
🐴🌿Jakob Binder Struck giver stafetten videre i military🌿🐴
Efter to år som træner for Dansk Ride Forbunds potentialegrupper i military har Jakob Binder Struck valgt at stoppe.
Siden 2024 har Jakob arbejdet med at udvikle fremtidens militaryryttere med særligt fokus på en solid grunduddannelse af både hest og rytter og et holdbart partnerskab mellem dem. ”Det har været en kæmpe fornøjelse at følge rytterne, se deres udvikling og være en del af deres rejse,” fortæller Jakob.
Beslutningen om at stoppe skyldes hans ønske om, at træneren skal være tæt på sportens aktuelle udvikling. Da han ikke længere selv er aktiv på samme niveau, mener han, at tiden er inde til at give ansvaret videre.
Dansk Ride Forbund takker Jakob for hans store engagement og faglige indsats. ”Han har bidraget med stor faglighed og et vigtigt fokus på grunduddannelsen af både hest og rytter. Det har været et rigtig godt samarbejde, og jeg har stor forståelse for hans overvejelser og beslutning om at give stafetten videre,” siger Kerstin Emilie Dallmann, holdleder og ansvarlig for military i DRF.
Arbejdet med at finde en afløser er i gang, så udviklingen af vores talentfulde militaryryttere kan fortsætte. 🐴🌱
Tak for indsatsen og samarbejdet, Jakob!🌟
📷: FEI / Libby Law