Siden jeg var 12 år har jeg redet og haft med heste at gøre. Jeg startede som en helt almindelig dressurpige med lidt klubmesterskaber og hygge.
Det var først efter jeg læste Monty Roberts bog: ”Fra mine til dine hænder” at jeg fik en helt ny forståelse for de kære heste, at der var mere bag det, end det man bare stod og kunne se. På dette tidspunkt var jeg 17 år og gik på efterskole. Jeg skulle beslutte, hvad jeg gjorde med mit hesteliv herefter.
Jeg besluttede at gå all-in. Jeg skulle vide alt det der var relevant at vide. Så når der ville opstå konflikter ville jeg være bedre udrustet til at tackle dem og ikke mindst udelukke at jeg fejlede at forstå, hvad min hest prøvede at fortælle mig.
Jeg besluttede jeg ville forstå, hvordan jeg kunne hjælpe mig selv og min hest til at have et fælles sprog. Jeg ville vide og forstå, hvordan jeg kunne gør det nemmere for min hest. Så jeg dykkede ned i bøgerne og afprøvede træningsteknikker på min første hest.
Som beskrevet før, så har jeg haft mange guruer der har gennem tiden lært og inspireret mig, men den største læremester har været Pat Parelli. En kombination af hans metoder mixet med alle de andre hest eksperter, har dette givet mig nogle ekstremt stærke redskaber, til gensidig kommunikation og forståelse, for at opnå effektive resultater.
Som evig sulten efter viden og know how måtte jeg selvfølgelig også kaste mig ud i at tilride. Mit koncept var at lave så sikre heste og ponyer som muligt. Altså en bombessikker hest, en der ikke bliver konstant bange, kan rides i alt slags vejr, i tung trafik, være rolig overfor blafrende ting, paraplyer, snor om bennene, regnfrakker og mig dansende og hoppende rundt. Jeg trænede hestene så de kunne omgives børn og de situationer hestene kunne udsættes for.
Efter mit tilridningsprojekt blev jeg grebet af westernridning. Jeg solgte min tidligere hest og købte mig en appaloosa/araber blanding på 1½ år. Da jeg havde erfaret at håndtering af heste i så tidlig alder som muligt, gjorde alt nemmere da man her virkelig kan vinde, på tilvænningspoint. Da føl og plag ikke ved, hvad der er farligt og ikke er farligt endnu, og på den måde kan man forberede og præge dem til, hvad der er det normale.
Min plag Diego blev min forsøgskanin til at afprøve Pat Parellis metoder. Det gik rigtig godt og vores træning afspejlede især omkring hans 3 års alder som hingst. Han var mere håndterbar, roligere og med stor respekt overfor mig. Da han skulle tilrides var han bekendt med alt, hvad han kunne udsættes for, når en rytter skal op og sidde, når der skulle sadles op, når gjorden skulle strammes, når bidet skulle i munden etc, jeg havde lavet alle forøvelser til dette. Det eneste han ikke var så god til, var at forstå, lige det med bidet . Da jeg satte mig op på ryggen af ham gav bidet ikke nogen meningen, selvom jeg havde trænet det fra jorden, her fandt jeg en hjælper der gradvis kunne slippe tovet til han begyndte at forstå sammenhængen mellem styringen og bidet, samtidig med jeg sad på ryggen af ham. Herefter har han været en drøm at ride og vores venskab er kun blevet stærkere og bedre.
