18/05/2026
🐾 Ressourceforsvar: Forebyg før det bliver et problem
At hunden kan give slip på ting, den har i munden, er en vigtig hverdagsfærdighed. Ikke fordi vi skal gå og tage ting fra vores hunde – tværtimod – men fordi der kan opstå situationer, hvor det er nødvendigt. F.eks. hvis hunden får fat i noget farligt, et kyllingeben, en snuspose eller et stykke tabt chokolade.
Ressourceforsvar kan handle om mad, tyggeben, legetøj, steder, mennesker eller andre ting, hunden oplever som værdifulde. Det kan udvikle sig til aggression overfor både mennesker og andre hunde, og derfor er forebyggelse vigtigt.
Tegn på begyndende ressourceforsvar kan være, at hunden:
• Bliver stiv i kroppen
• Sænker hovedet over genstanden
• Viser “whale eye”, hvor du kan se det hvide i øjet
• Spiser eller tygger hurtigere
• Logrer hektisk med halen
• Flytter sig væk med genstanden
• Knurrer, viser tænder, snapper eller bider
Hvis du ser flere af disse tegn, især stivnen, knurren eller bid, så lad være med at træne videre på egen hånd. Kontakt en kvalificeret adfærdsrådgiver.
🚫 Hvorfor du ikke bare skal tage ting fra din hund
Hvis vi gentagne gange tager ting ud af munden på hunden, lærer den hurtigt:
“Når mennesket kommer, mister jeg noget vigtigt.”
Grundlæggende handler ressourceforsvar om en frygt for at miste. Adfærden kan udvikle sig, hvis hunden gentagne gange oplever, at værdifulde ting bliver taget fra den. For hunden er adgang til mad en basal ressource, og hvis den oplever usikkerhed omkring værdifulde ressourcer, er det helt naturligt, at den forsøger at passe på dem.
I stedet vil vi lære hunden:
“Når mennesket kommer, sker der noget godt – og ofte får jeg noget endnu bedre.”
Det er hele idéen med “byt til bedre”.
✅ Vigtigt: Denne øvelse er KUN til hvalpe og hunde, der IKKE allerede har ressourceforsvar. Har din hund allerede tydelige tegn på ressourceforsvar, skal træningen tilpasses individuelt og sikkert med hjælp fra en adfærdsrådgiver.
Trin-for-trin: Byt til bedre
1. Start let
Vælg noget, din hund gerne vil have, men som ikke er meget værdifuldt for den, f.eks. en gulderod eller et tyggeben af lav værdi.
2. Find noget bedre
Brug virkelig lækre godbidder. Ikke tørre hverdagsgodbidder, men noget hunden tydeligt synes er bedre end det, den har.
3. Tilbyd – tag ikke
Tilbyd hunden en lækker godbid. Når hunden slipper genstanden for at tage godbidden, roser du roligt.
4. Giv genstanden tilbage
Når hunden har spist godbidden, får den genstanden igen. Det er vigtigt! Hunden skal lære, at det ikke betyder “farvel til min ting”, når du nærmer dig.
5. Gentag ofte
Træn hellere ofte og så korte, rolige sessioner (max. 4-5 gentagelser). Målet er, at hunden begynder at tænke: “Fedt, du kommer – så sker der noget godt!” Afslut altid med at lade hunden spise tyggebenet færdigt.
6. Sæt signal på
Når hunden villigt slipper, så snart den ser godbidden, kan du begynde at sige f.eks. “byt” lige før, du præsenterer godbidden.
7. Gør det gradvist sværere
Arbejd langsomt med lidt mere attraktive ting. Gå ikke for hurtigt frem. Hunden skal hele tiden være afslappet og tryg.
8. Brug samme princip ved madskålen
Stå roligt ved siden af hundens madskål og læg noget ekstra lækkert ned i skålen. Senere kan du gradvist gå et skridt væk og tilbage igen for at lægge noget endnu bedre i skålen.
Formålet er, at din tilstedeværelse ved maden bliver noget positivt.
Fjern aldrig maden eller madskålen fra hunden! Husk: Vi tager ikke – vi giver eller bytter med noget bedre.
Hunden skal vælge at give slip. Målet er ikke at “vinde” over hunden. Målet er at skabe tillid, så hunden trygt kan aflevere noget, når det er nødvendigt. 🧡
En af de kommende dage deler jeg en video med hunde, der viser ressourceforsvar. I videoen guider jeg jer igennem, hvad jeg ser, og hvilke signaler man skal være særligt opmærksom på. Husk at trykke “følg med”, hvis du gerne vil se den, når den kommer op 😉