03/07/2023
UNDGÅ EKSTRA KILO I FERIEN...
Kender du det, at ferien koster 3-5 kg ekstra på sidebenet? Så er du ikke den eneste... Og selvom jeg plejer at sige, at de par ekstra kilo i ferien ikke er så vigtige (det er langt vigtigere hvordan du lever til hverdag), så kan det være mega irriterende at tage på i ferien.
Så her får du et par effektive tips til at undgå de ekstra kilo. Og ja, jeg ved godt, at nu er jeg lidt kedelig - men det er jo et spørgsmål om, hvad man prioriterer højest...
1) Pas på de store lækre sommeris... Det er super lækkert med en tur forbi ishuset, og det skal der klart også være plads til - men ikke hver dag! Vidste du, at der er ca. 700 kcal. i en isvaffel med to kugler med lidt guf og syltetøj på toppen? Det svarer faktisk til at du skal ud og løbe omkring 10 km... 😳
2) Drop grillpølsen når I griller! De smager dejligt ja, men der er vildt mange kcal. og meget fedt i sådan en satan... Og tit spiser man jo bare pølsen som lidt ekstra hyggemad EFTER måltidet, så det er faktisk nogle nemme kalorier at undvære.
3) Pas på de flydende kalorier! I ferien hygger vi lidt ekstra, og det indebærer ofte sodavand, øl, vin og drinks... Og ja, det er da superhyggeligt, men det giver altså også bare en masse ekstra kalorier på pluskontoen. Vidste du f.eks. at der er ca. 130 kcal. i en flaske øl, 100 kcal. i et glas vin, 175 kcal. i en dåse cider og ca. 240 kcal. i en mojito? Og så kan du jo selv prøve at regne sammen, hvor mange ekstra kalorier, du får på en hyggelig aften med de våde varer... 😬
4) Husk din træning! Mange tænker, at i ferien har de bedre tid til at træne - men ofte ender man faktisk med at træne mindre end til hverdag... Det skyldes måske, at man bliver fristet til at sove længe i stedet. Eller at man finder på andre ting, som er sjovere. Men igen er det et spørgsmål om prioritering! Prioritér din træning, og gerne fra morgenstunden - så er det gjort... Prøv om du kan få dig rørt 30-60 minutter hver dag, og skift gerne mellem konditræning hvor du får pulsen op, og styrketræning. 💪🏻
5) Nyd sommerens mange lækre grøntsager og frugter! Ærter, jordbær, gulerødder, nye kartofler, broccoli, blomkål, radiser, salat, spidskål, brombær, hindbær osv.
De er fulde med fibre, vitaminer og mineraler - og næsten ingen kalorier...
6) Nyd sommeren! Husk, at der naturligvis skal være plads til en is, eller en øl, eller hvad du nu har lyst til. Og nyd dem så for pokker 😉 Det behøver bare ikke at være alle ting hver dag...
Rigtig god sommer ☀️😃