27/08/2024
KINGO - 28.11.2011-27.08.2024
Vi har i dag taget afsked med familiens hund Black Cikila’s Amazing Mr. Coolie aka ”Kingo”, der blev næsten 13 år, og som alderen taget i betragtning, var frisk indtil det sidste. Så sent som i går gik vi tur på strøget i Skagen, hvor han som så mange gange før, blev komplimenteret for sit fine udseende og gode temperament. Én spurgte sågar, om han var en hvalp?
Her til morgen vågnede vi desværre til en hund, der ikke kunne bevæge sig, og som øjensynligt havde fået en hjerneblødning. Turen gik derfor til Frederikshavn Dyrehospital, hvor han tog sin sidste vejrtrækning klokken 8.00.
Kingo var en ganske særlig hund med et ganske særligt sind. Han var omsorgsfuld, kærlig og altid sammen med os. Uanset, hvor vi tog hen, skabte han stor begejstring med rosende ord og smil på læben. Det gjorde sig ikke mindst gældende på udstillinger i ind- og udland, men også på ferierejser og ture i sommerhus.
Kingo blev udstillet 110 gange og efter dansk standard, udelukkende bedømt med excellent og røde bånd. I alt vandt han 33 titler heriblandt titlen som international champion. Samtidig var han den første, der i regi af Eurasier Klub Danmark, som både opnåede titlerne juniorklubchampion, klubchampion og veteranklubchampion.
Tomrummet, der allerede mærkes og som gør så ondt, bliver vanskeligt at fylde ud. Hans små julelege med at stikke af med strømper og sokker, vanen med at skulle tre gange rundt om sofabordet inden gåture og rutinen med altid, at skulle undersøge og snuse til de indkøbsposer, der blev bragt hjem til huset, er blot nogle af de vaner, vi nu må undvære.
Kingo, der efterlader sig børn og børnebørn i Danmark, Sverige, Norge, Tyskland og England, vil aldrig blive glemt. Han var på alle måder en ener og en hund, der skabte stor glæde og kæmpe begejstring.
Kingo, vi elskede dig af vores hjerter og gav dig det bedst mulige hundeliv. Må din stjerne blinke, og må du falde i snak med andre fine hunde på regnbuebroen op til hundehimlen.
Æret være Kingos minde.